Peter Ludvig Panum

Panum fik sin lægeeksamen i 1845 og blev ansat som hospitalslæge på Almindelig Hospital i København. Året efter sendte sundhedsmyndighederne ham til Færøerne, hvor en epidemi af mæslinger havde ramt øerne for første gang i 65 år.

Panum fulgte mæslingernes spredning fra ø til ø og behandlede syge i 52 bygder. Hans detaljerede kortlægning af epidemiens udbredelse rummede en overraskende konklusion, nemlig at alle tilfælde var forårsaget af smitte. På den tid opfattede mange læger de atmosfæriske forhold, som en hovedårsag til epidemiske sygdomme. Panums ”Iagttagelser fra Færøerne” (1847), som er udgivet på flere sprog, er i dag en klassiker i epidemiologiens historie.

I 1850 blev Panum sendt afsted som epidemilæge til fiskerbyen Bandholm på Lolland. Koleraen var brudt ud og havde slået 13 personer ihjel på to uger. Sygdommen måtte ikke brede sig til andre dele af Danmark, som havde været forskånet for koleraen, der var på turné i Europa i 1840'erne og 1850'erne. Panum oprettede et lazaret i et tomt hus, hvor alle kolerasyge blev flyttet hen. Borgere, som gjorde tjeneste på lazarettet, måtte ikke have kontakt til raske medborgere. I de følgende uger faldt antallet af syge, og koleraen gik i sig selv efter en måned.

Panums epidemiberedskab var enkelt, men på ingen måde en selvfølge omkring 1850, hvor den medicinske elite i København tvivlede på værdien af karantæne i bekæmpelsen af kolera og opfattede dunster fra luften, som hovedårsagen til kolera. Derfor er Panums hurtige indsats med isolation af syge i Bandholm også en kendt lille danmarkshistorie som optakt til koleraens massedød i København i 1853.

Som medicinstuderende udgav Panum en lærebog om naturvidenskab til landets skoler, og hans doktordisputats fra 1851 indeholdt kemisk undersøgelse af blodet. Panum var tidligt sporet ind på den nye lægevidenskabelige metode, som han selv kaldte for den ”naturvidenskabelige”, og som udfoldede sig på medicinske laboratorier i særlig Tyskland og Frankrig. Disse laboratorier var målet for Panums toårige studierejse fra 1851 til 1853, hvor han arbejdede i laboratorier hos toneangivende laboratorielæger som Rudolph Virchow i Tyskland og Claude Bernard i Frankrig. Her fik Panum et netværk til andre forskere og praktiske erfaringer med den nye eksperimentelle medicin og dens brug af mikroskopi, naturvidenskabeligt apparatur, kemiske undersøgelser og brug af forsøgsdyr.

I 1853 fik Panum et professorat ved universitetet i Kiel, som var hovedstaden i de danske hertugdømmer. I Kiel indrettede han et fysiologisk laboratorium og tilbød nyskabende øvelser i kemi og fysiologi til de medicinstuderende.

I 1863 søgte Panum stillingen som professor i fysiologi i København, da professor D.F. Eschricht døde. Det var en kærkommen mulighed for at forlade hertugdømmerne og den eskalerende dansk-tyske konflikt, som førte til krigsudbrud i 1864, hvor Panum tiltrådte sin stilling i København.

Panum fik helt ekstraordinært bevilget 26.000 rigsdaler til opførelsen af en fysiologisk laboratorium i tre etager. Han tegnede selv en skitse til den ny bygning, hvor det var vigtigt, at han også havde privatbolig, så han kunne følge sine medicinske forsøg både morgen og aften. Bygningen stod færdig tre år senere og indeholdt dyrestald og værksted i kælderen. På andre etager lå en operationsstue til dyreforsøg, lokaler med naturvidenskabelige apparater og undervisningsrum til medicinsk-kemiske øvelser og mikroskopi.

Panum havde hele organismen som sit forskningsområde og lavede eksperimenter med blodet, fordøjelsen, vejrtrækningen, øjets funktion og misdannelser hos fostret.

Han var en original eksperimentator, som var god til at designe forsøg, og hans valg af problemstillinger havde en enorm spændvidde som andre af laboratoriets pionerer. Hans undersøgelser af blodets fibrin, blodpropdannelse og menneskets syn refereres stadig i den aktuelle forskningslitteratur. Panums publicering af sin forskning var udfordret af den dansk-tyske konflikt, som betød, at han af politiske grunde publicerede dele af sin forskning på dansk, hvilket gjorde hans undersøgelser mindre læste og refererede.

Med sit laboratorium skabte Panum en optimal ramme for studerende og læger, som var inspireret af den nye eksperimentelle medicin og ønskede at dygtiggøre sig under Panums vejledning.

Det drejede sig om Carl Julius Salomonsen, som i 1880’erne skabte det første bakteriologiske laboratorium i Norden ved Københavns Universitet. En anden elev var Christian Bohr, som efterfulgte Panum som professor og studerede lungernes ilttransport. Bohr var indstillet til Nobelprisen to gange og var far til fysiker og Nobelpristager Niels Bohr.

En tredje elev var biologen Emil Christian Hansen, som skrev doktordisputats om gærceller og ølproduktion. Han blev laboratorieleder på det nye Carlsberg Laboratorium, som blev en afgørende del af bryggeriets udvikling af ølbrygning. Til forskel fra Panum selv gik hans elever i dybden med et emneområde, som dannede rammen for store dele af deres karriere.

Panums kamp for mere naturvidenskab i medicinen fik en uventet folkelig modstand. Foreningen til Dyrenes Beskyttelse blev stiftet i 1875 med Christian 9. som protektor og kritiserede ”Vivisektionens Udskejelser”, dvs. brugen af dyreforsøg i lægevidenskaben.

Debatten rejste sig, da foreningen i 1879 udgav Videnskabens Torturkamre forfattet af den tyske dyrevelfærds forkæmper Ernst von Weber (1830-1902). Bogen angreb brugen af dyreforsøg, som havde spredt sig voldsomt i Europa, og den beskrev blandt andet den østrigske læge Gustav Wertheims (1822-1888) forbrændingsforsøg, som blev hyppigt refereret i den danske presse.

Wertheim havde forsket i feberens betydning for organismen og havde overhældt bedøvede hunde med kogende vand og terpentin, som blev antændt, hvorefter dyrenes kropstemperatur blev fulgt. Videnskabens Torturkamre rettede en alvorlig kritik mod den nye eksperimentelle medicin, hvor nogle forskere tilsidesatte dyreetikken i forskningens navn.

Bogen var også en indirekte kritik af Panum, som personificerede laboratoriemedicinen i Danmark. Efter bogens udgivelse mødte Panum medborgere, som opfattede ham som et ”ondt menneske”, fordi han eksperimenterede med dyr.

Panum opgav som den første danske læge sin lægepraksis for at dedikere al sin tid til udvikling af den eksperimentelle medicin i Danmark. Det gjorde han som laboratorieleder, eksperimentator og underviser på medicinstudiet. I 1860’erne og 1870’erne var hans laboratorium det eneste sted på det lægevidenskabelige fakultet i København, hvor der blev lavet eksperimenter med forsøgsdyr.

Panums største fortjeneste er introduktionen af den eksperimentelle medicin i Danmark. Derfor er det ikke overraskende, at Københavns Universitet i 1970’erne kaldte det lægevidenskabelige fakultets nye bygninger for Panum Instituttet, i dag kaldet Panumbygningen, som blandt andet rummer en lang række humanbiologiske laboratoriemiljøer.

Panums mest kendte bidrag som lægevidenskabelig forsker er hans beskrivelse af mæslingeepidemien på Færøerne, hvormed han undersøgte et epidemiudbrud med en forbilledlig systematik og skabte ny viden om sygdommen.

• epidemiologi
• Panum Instituttet

• Flamsholt Christensen, R. (2020). Peter Ludvig Panum. Det moderne gennembrud i dansk medicin. FADL’s forlag.
• Skydsgaard, M. A. (2006): ”Medicin”. I Lys over landet 1850-1920. Dansk Naturvidenskabs Historie, 3. bind.