senator (USA)

Hvor Repræsentanternes Hus repræsenterer befolkningen proportionalt efter indbyggertal, repræsenterer Senatet delstaterne som samlede politiske enheder.

Hver af de 50 delstater vælger to senatorer uanset om der bor under en million (Wyoming) eller mange millioner (Californien). Det giver i alt 100 senatorer i Senatet. Ordningen med to senatorer pr. delstat betyder, at vælgere i tyndt befolkede delstater har relativt større indflydelse på sammensætningen af Senatet end vælgere i de mest folkerige delstater. Det har gennem hele USA's historie været genstand for debat, men opfattes samtidig som et kerneelement i den føderale forfatningsorden, der sikrer mere tyndtbefolkede delstater mod at blive domineret af de mere folkerige delstater.

Senatorerne vælges længere tid ad gangen en medlemmer af Repræsentanternes Hus (6 år mod 2 år). Senatorer vælges ved almindelige, direkte valg i deres delstat. Siden 1913 har denne valgproces været på plads med den 17. forfatningsændring. Inden da var det delstaternes kongresser, der udpegede senatorerne. Valgene afholdes på faste tidspunkter – typisk samtidig med andre valg i november i lige år.

Senatorens vigtigste opgave er at deltage i det føderale lovgivningsarbejde. Den føderale lovgivning kræver, at både Repræsentanternes Hus og Senatet vedtager den samme version af lovforslag, hvorefter præsidenten underskriver eller nedlægger veto.

I det daglige indebærer arbejdet ud over behandling af lovforslag også forhandlinger i komitéer, høringer med eksperter, interesseorganisationer og embedsmænd, samt kontrol med den udøvende magt via undersøgelser og høringer.

Forfatningen giver senatorerne en række væsentlige opgaver, der ikke deles med Repræsentanternes Hus. Det gælder godkendelse af præsidentens nomineringer af blandt andet højesteretsdommere, føderale dommere, ministre og ambassadører. De kan kun tiltræde deres post, hvis et flertal i Senatet godkender dem.

Det er også Senatet, der godkender de internationale traktater, som præsidenten og vedkommendes stab forhandler på plads. Traktaterne træder først i kraft, når to tredjedele af de tilstedeværende senatorer stemmer for. Det giver Senatet en nøglerolle i USA's udenrigspolitik.

Repræsentanternes Hus kan rejse tiltale mod føderale embedsmænd, herunder præsidenten, men det er Senatet, der fungerer som domstol i de såkaldte rigsretssager. En domfældelse kræver et kvalificeret flertal, og den mulige sanktion er afsættelse og eventuel udelukkelse fra fremtidige embeder.

Et særtræk ved Senatet er den såkaldte filibuster: muligheden for at forsinke eller blokere lovgivning ved at fortsætte debatten og dermed forhindre en afstemning. Historisk har dette krævet langvarige taler fra Senatets talerstol, men i moderne praksis er det ofte nok, at et mindretal signalerer, at de vil bruge filibusteren.

For at afslutte en debat og gå til afstemning om de fleste lovforslag kræves traditionelt 60 ud af 100 stemmer i senatet. Det betyder, at et mindretal på 41 senatorer kan blokere meget lovgivning og at brede kompromiser ofte er nødvendige. Nogle typer sager – f.eks. visse budgetlove – kan dog vedtages med simpelt flertal. Der har været gentagne politiske diskussioner om at ændre eller afskaffe filibusteren, netop fordi den giver et mindretal stor magt til at stoppe flertallets lovgivning.

Alle senatorer er medlemmer af et antal komitéer, som behandler lovforslag og fører tilsyn med den udøvende magt inden for bestemte områder, f.eks.: udenrigspolitik, forsvar, finans og budget, jura, sundhed og uddannelse.

Det meste af det konkrete arbejde i Senatet foregår i disse komitéer, hvor senatorer specialiserer sig i politiske områder og opbygger tætte relationer til ministerier, interesseorganisationer og eksperter. Formænd og ledende medlemmer i magtfulde komitéer kan få stor national betydning, selv om de ikke nødvendigvis er kendt af brede vælgergrupper uden for deres egen delstat.

Senatorer repræsenterer deres delstat som helhed og skal balancere: nationale hensyn (partilinje, præsidentens program, USA's sikkerhed og økonomi), delstatens særlige interesser (erhverv, landbrug, miljø, militærbaser, universiteter, m.v.). Det gør, at senatorer ofte agerer som mellemmænd mellem lokale myndigheder, erhvervsliv og den føderale regering – f.eks. når der skal skaffes føderale midler til infrastruktur, katastrofehjælp eller forskningsinstitutioner. Sammen med delstatens guvernør er senatorerne ofte blandt de mest synlige politiske aktører hjemme i delstaten.

En plads i Senatet er både et magtfuldt embede i sig selv og et springbræt til andre topposter i amerikansk politik. Flere præsidenter sad først i Senatet, bl.a. John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson, Richard M. Nixon, Barack Obama og Joe Biden. Den høje synlighed, adgang til nationale medier og tætte netværk i partiet gør senatorposten til en central platform for politikere med ambitioner ud over delstatens grænser.

Gennem USA's historie har en række senatorer sat markante spor, enten gennem lovgivning, udenrigspolitik eller politiske konflikter. Nogle har været kendt som forligseksperter, som f.eks. Henry Clay i 1800-tallet og Lyndon B. Johnson i midten af 1900-tallet, der begge reddede større politiske projekter gennem svære kompromiser. Andre er blevet set som ideologiske bannerførere, der snarere har trukket partiet eller offentligheden i en bestemt retning, som f.eks. Ted Kennedy, der blev kaldt “Løven i Senatet” og sad i kamret i næsten 47 år, hvor han fokuserede på borgerrettigheder, sundhedsreformer og immigrationspolitik. Bernie Sanders er et lignende senere eksempel.

En af de mere berygtede senator er Joseph McCarthy, der sad som republikaner for delstaten Wisconsin fra 1947 til 1957. Han blev en prominent politisk figur i de tidlige år af 1950erne med den såkaldte ‘red scare' ( den røde fare). Han brugte høringerne i Senatet til at gå på jagt efter hundredevis af påståede kommunister i udenrigsministeriet og andre dele af det føderale statsapparat samt andre dele af det amerikanske samfund. Hans bryske stil og påvirkning af den generelle politiske stemning i landet var med til at skabe begrebet McCarthyisme, der er defineret af en truende og dominerende stil, som ser stort på at bevise fremsatte anklager. Efter nogle år blev McCarthys metoder dog for meget selv for hans egne partifæller, der valgte, at give ham en politisk næse for hans opførsel.

• Kongressen i USA
• Repræsentanternes Hus
• USA's præsident
• Guvernør (USA)
• USA's forfatning