Kirken består af et romansk kor, tidligere med apsis, og skib med senromansk forlængelse mod vest. De er bygget af rå kampesten med tilhuggede kvadre i hjørnerne. I unggotisk tid blev koret forlænget mod øst, og i sengotisk tid blev der tilføjet et tårn og et våbenhus. Endelig findes et vindfang fra 1600-tallet på korets sydside og et trappehus nord for tårnet fra 1746.
I koret findes der fire bevarede oprindelige vinduer, mens der i skibet kun er ganske svage spor efter oprindelige vinduer. De tre korvinduer er tilmurede, mens der under det ene åbne findes en oprindelig præstedør. Meget kort efter kirkens opførelse blev skibet forlænget mod vest, hvilket kunne tyde på, at forlængelsen egentlig blot var en færdiggørelse af det oprindelige byggeri, som kan være gået i stå.
Allerede omkring 1250-1300 blev den oprindelige apsis øst for koret revet ned og erstattet af den nuværende unggotiske korforlængelse, og i løbet af 1400-tallet fik kirken sine nuværende hvælvede lofter, hvor der sikkert tidligere har været flade bræddelofter.
Det sengotiske tårn i vest er opført af munkesten og er fire stokværk højt. Det andet stokværk kan tilgås gennem trappehus fra 1746. Tårnet har saddeltag med gavle i øst og vest, og indtil 1662 var tårnrummet overhvælvet.
Våbenhuset foran kirkens syddør er senmiddelalderligt og er ligesom tårnet bygget af munkesten. Det er dog forandret en del i tidens løb, og taggavlen er f.eks. fra 1743.
Foran præstedøren syd for koret står en ganske lille tilbygning, som vel bedst kan beskrives som et vindfang. Det blev opført i 1600-tallet, muligvis i 1637, hvor nogle sten blev til overs fra istandsættelsen af kirkegårdens porte.
I kirkens tagværk over skibets vestende findes der lidt usædvanligt en runeindskrift, som blev fundet i 1954. På indskriften, som stammer fra mellem år 1200 og år 1500, står der med runer ”fuþo”, som er de første fire bogstaver i runealfabetet ”futhark”.
Indvendigt står kirken i dag mestendels overhvidtet og med hvælvede lofter, bortset fra i våbenhuset og tårnrummet der som nævnt har bræddelofter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.