Treitz’ ligament er et fibro-muskulært ligament, som findes i bughulen. Det er en afspaltning fra mellemgulvet (diaphragma), og det hæfter på den første del af tyndtarmen på overgangen mellem doudenum og jejunum(tolvfingertarmen og hungertarmen). Ligamentets tilhæftning til tarmen holder sidstnævnte oppe, deraf navnet ligamentum suspensorium duodeni, og fremkalder et "knæk" på tarmen benævnt flexura duodenojejunalis. Ligamentet hæfter til tarmen på det sted, hvor den går fra at være kun delvist dækket af bughinde (retroperitoneal) til at være fuldstændig dækket af bughinde (intraperitoneal).
Faktaboks
- Etymologi
- Opkaldt efter den tjekkiske patolog Václav Treitz (1819–1872).
- Også kendt som
-
ligamentum suspensorium duodeni
Tyndtarmslynger kommer i sjældne tilfælde i klemme i lommer i peritonealhulen, der ligger i relation til Treitz' ligament – en tilstand der betegnes som et Treitz' hernie. En sådan "indre" herniering (brokdannelse) kan nogle gange give anledning til passagestop i tarmen (tarmslyng).
Treitz' ligament har betydning i embryologien, da det repræsenterer et fast "punkt", som tarmen roterer omkring under fosterudviklingen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.