Trevifontænen

En primitiv fontæne havde siden middelalderen dannet endepunkt for akvædukten. Men for pave Urban 8., der igangsatte en storstilet forskønnelse af byen, var den for beskeden, og paven bad derfor i 1629 sin yndlingsarkitekt Giovanni Lorenzo Bernini om at tegne en mere monumental erstatning. Men da paven døde i 1644, forblev projektet på tegnebrættet.

Andre arkitekter tog efterfølgende livtag med opgaven, hvilket ses af en model af Pietro da Cortona, som findes bevaret i Albertinamuseet i Wien, og af projektforslag af bl.a. Nicola Michetti, Ferdinando Fuga og Edmé Bouchardon.

Først i 1730 blev projektet genoplivet, da pave Clemens 12. udskrev en arkitektkonkurrence om en ny, monumental fontæne. Paven stammede fra Firenze og pegede på sit bysbarn, Alessandro Galilei (1691-1737, en fjern slægtning til Galileo Galilei), som arkitekt for fontænen. Men pavens systematiske promovering af udenbys kunstnere vakte modvilje i det romerske kunstmiljø, og opgaven med fontænen gik i sidste ende til den lokale arkitekt Nicola Salvi.

Men da fontænen grænsede op til et eksisterende palæ, Palazzo Poli, kunne en monumental løsning kun opnås ved en radikal omstrukturering af både byrum og omgivelser. Ejeren, Stefano Conti, hertug af provinsen Poli, indvilligede derfor i at lade en ny bagfacade opføre. Hvor opgaven med fontænen gik til Salvi, blev det arkitekten Luigi Vanvitelli (1700-1773), som ofte samarbejdede med Salvi, som udformede det nye adelspalæ.

Byggeriet begyndte i 1732, men Salvi døde i 1751, og Giuseppe Pannini (1718-1805, søn af vedutemaleren Giovanni Paolo Panini) fuldførte projektet. Først efter 30 år, den 22. maj 1762, kunne en ny pave, Clemens 13., indvie Trevifontænen.

Anlægget toner frem som et typisk romersk palazzo med kælder, to hovedetager og en mezzanin, men det vinduesløse, kraftige midterparti, som optager det meste af facaden, afslører, at her er tale om en mellemform mellem privat palæ og offentligt monument. Midten af palæet er udformet som et gigantisk triumfbuemotiv med rige plastiske effekter.

Triumfbuen har et bredt midterfag flankeret af smallere sidepartier. Ligesom selve Palazzo Poli er triumfbuepartiet udført i den korintiske søjleorden i stort format, der spænder over to etager, men hvor palæets facade har pilastre, har det fremspringende midterparti – kaldet en risalit – halvsøjler, der tydeligt viser hierarkiet mellem bygningskroppens elementer.

Øverst rejser midtpartiet sig over resten af bygningskroppen i form af en attika (dvs. en lav mur) med rig skulpturel dekoration.

Fontænens program handler om vandets livgivende kraft og spænder mellem fortid og nutid. Facaden, skulpturerne, fontænen og dens bassin er udført i travertinmarmor hentet i et brud nær Tivoli.

I midten af risalitten ses en niche (exedra) i facaden, som spænder over to etager, og som rummer statuen af havguden Okeanos hugget af Pietro Bracci. Nichens halvkugleformede top, der er kassetteret, bæres af yderligere søjler – i jonisk søjleorden – og øverst danner en muslingeskal overgang fra niche til facade. Dette parti ligner et lille, halvt rundtempel.

I de flankerende sidepartier er der i stedet indhugget firkantede nicher, der huser statuer af romerske gudinder udført af Filippo della Valle. I nichen til venstre ses Fortuna med overflødighedshorn, gudinden for lykke og velstand, mens nichen til højre rummer Salus med sin slange, gudinden for sundhed.

Over hver niche ses et basrelief med mere udfoldede og narrative scener. Til venstre viser relieffet (af Andrea Bergondi), hvordan Agrippa giver ordren til konstruktionen af akvædukten. Til højre viser relieffet (af Giovanni Battista Grossi), hvorledes en jomfru udpeger kilden for nogle romerske soldater.

Ud for attikaen ses atter friskulpturer i form af fire allegoriske kvindestatuer, der kroner hver sin søjle. Tematikken handler om afgrøder, og set fra venstre mod højre er det: Frugternes overflod (af Agostino Corsini), Markernes frugtbarhed (af Bernardo Ludovisi), Efterårets gaver (af Francesco Queirolo) og Enge og havers ynde (af Bartolomeo Pincellotti). Attikaen krones af en balustrade og et gigantisk, tiara-kronet våbenskjold for pave Clemens 12., der flankeres af engle med basuner.

Den lange tilblivelsesperiode for værket viser sig bl.a. i, at fontænens andel af paladsets facade – altså triumfbuepartiet – er forsynet med inskriptioner fra hele tre paver.

Kronologien går oppefra og ned: Øverst finder vi omtale af opdraggiveren, for fontænen krones af pave Clemens 12.s våben, og lige under finder man en bred stentavle med omtale af renoveringen af kilden og fontænen samt året 1732. Så følger på entablementet (stenbjælken, der kroner en søjlestilling) pave Benedikt 14.s navnetræk og en kort meddelelse af, at han fuldendte projektet, dvs. bygningens konstruktion. Nederst finder vi, på den mindre frise eller entablement, der er knyttet til søjlestillingen i nichen med havguden Okeanos, pave Clemens 13.s navn akkompagneret af en meddelelse af, at denne pave indviede fontænen med dens skulpturer i året 1762.

Trevifontænen er berømt i sig selv, men et lige så berømt aspekt ved fontænen er turisters ritualer ved den. Det siges, at hvis man vender ryggen til fontænen og kaster en mønt i vandet over venstre skulder med højre hånd, så vender man en dag tilbage til byen. Fænomenet blev internationalt berømt gennem filmen Three Coins in the Fountain fra 1954, hvis titel og sang gjorde møntkastet til et romantisk symbol på håb og genkomst. Traditionen siger endvidere, at to mønter lover kærlighed, tre ægteskab.

De mange turister og deres møntkast bevirker, at der dagligt samles betydelige beløb op af bassinet – i størrelsesordenen flere tusinde euro om dagen og over en million euro om året. Pengene indsamles officielt og overdrages til den katolske hjælpeorganisation Caritas, som anvender dem til socialt og velgørende arbejde i byen. Trods forbud forekommer der jævnligt forsøg på at fiske mønter op uden tilladelse.

Men den massive og stigende tilstrømning af turister slider på anlægget, og det har de senere år fået myndighederne til at indføre adgangsbegrænsninger for at beskytte fontænen og mindske trængslen. Efter en restaurering i 2024 blev der derfor indført et køsystem og et loft over, hvor mange personer der må opholde sig ved fontænens nederste bassinkant.

I 2026 blev der taget yderligere midler i brug for at dæmpe overturismen ved Trevifontænen og fem andre romerske attraktioner. Turister skal betale 2 € for at få adgang til Trevifontænen, hvilket ikke gælder byens indbyggere.

Trevifontænen har sat et stort aftryk i mange medier, men især på det store lærred. Fontænen har således ageret sætstykke for talrige film, bl.a. Roman Holiday (Prinsessen holder fridag, 1953), førnævnte Three Coins in the Fountain (1954), La Dolce Vita (Det søde liv, 1960), Sabrina Goes to Rome (1998) og The Lizzie McGuire Movie (2003). I Federico Fellinis klassiker La Dolce Vita går Anita Ekberg ned i vandet i fontænen sammen med Marcello Mastroianni i en af filmhistoriens mest ikoniske scener.

Indtrykket af fontænen findes også parafraseret i tredje sats, “Trevi-fontænen ved middagstid”, i den italienske komponist Ottorino Respighis symfoniske digt Fontane di Roma fra 1916.

I 1973 udgav det italienske postvæsen et frimærke, som afbilder fontænen.

Den 1. marts 2025 lancerede LEGO et byggesæt inspireret af Trevifontænen.

• Christian Elling, Rom: Arkitekturens liv fra Bernini til Thorvaldsen, 2. udgave. 2 bind. København: Gyldendal, 1967.

• Nicola Salvi
• Roms arkitektur efter antikken
• billedhuggerkunst – Italien – barok – rokoko – nyklassicisme
• Italien – billedkunst – barok og nyklassicisme
• Italien – arkitektur – barok og nyklassicisme