adrenerge receptorer

Andrenalin og noradrenalin er vores fight-or-flight-hormoner og har mange forskellige funktioner i kroppen, især ved stresstilstande. Som følge deraf er aktivering eller hæmning af disse stoffer derfor også mål for udvikling af lægemidler, og der er udviklet både stoffer, der virker som adrenalin og noradrenalin (agonister), og stoffer, der hæmmer deres effekt (antagonister).

Adrenerge agonisters effekt er er organafhængig. Eksempler er øgning af hjertefrekvens, kontraktion af små blodkar, udvidelse af pupiller og afslapning af muskulaturen i bronkierne, hvilket øger diameteren på bronkierne og derved letter vejrtrækningen.

Eksempler på adrenerge agonister er:

• Adrenalin i EpiPen, som dæmper effekten af en alvorlig allergisk reaktion ved at kontrahere små blodkar, øge hjerterytmen og udvide bronkier.
• Astmainhalator, fx Bricanyl, som er en langtidsvirkende agonist til β-receptoren, som udvider bronkierne.

Adrenerge antagonister benyttes også til at binde sig til receptorerne og kan på den måde dæmpe en aktivitet i det sympatiske nervesystem. Et eksempel her er betablokkere, en gruppe af lægemidler, som blokerer for adrenalin og noradrenalins stimulering af receptorerne i hjertet, og som dermed sænker hjerterytmen.

Der findes to hovedtyper af adrenerge receptorer: alfa (α) og beta (β). Blandt disse hovedtyper er der igen flere undergrupper:

α1A, α1B, α1D: Findes i blodkar og glatte muskler. Når de aktiveres, forårsager de sammentrækning af blodkar og øger blodtrykket.

α2A, α2B, α2C: Findes i nerveender og regulerer frigivelsen af neurotransmittere.

β-receptorerne β1, β2 og β3:

• β1-receptorer: Findes primært i hjertet og øger hjertefrekvensen og kontraktiliteten, når de aktiveres.
• β2-receptorer: Findes i lungerne og glatte muskler. De forårsager afslapning af glatte muskler og udvidelse af luftvejene.
• β3-receptorer: Findes i fedtvæv og er involveret i reguleringen af fedtforbrænding

Ved binding af agonist vil alle tre undergrupper af beta-(β)-adrenerge receptorer kobles til Gs-protein og aktivere adenylcyklase, hvilket øger cAMP-niveauet i cellen. I modsætning hertil vil en agonist, der binder sig til alfa2-(α2)-adrenerg receptor, give en kobling til Gi-protein. Dette giver en reduktion af adenylyl-cyklase aktivitet og mindsker koncentrationen af cAMP i cellen. Alfa1-(α1)-adrenerg receptor kobler sig til Gq protein ved binding af agonist. Enzymet fosfolipase C aktiveres og giver anledning til øget niveau af to intracellulære signalmolekyler, diacylglycerol (DAG) og inositol-tri-fosfat (IP-3).

• adrenalin
• noradrenalin
• receptor
• det sympatiske nervesystem