ammoniumforbindelser

De vigtigste ammoniumforbindelser er dem, der anvendes som kunstgødning, fx ammoniumsulfat samt diammoniumhydrogenfosfat, (NH₄)₂HPO₄, og ammoniumnitrat, NH₄NO₃. Sidstnævnte stof har et særligt højt nitrogenindhold og er i princippet derfor et særdeles velegnet kunstgødningsmiddel; men da det også er eksplosionsfarligt og desuden let flyder hen, må det blandes op med andre stoffer som fx ammoniumsulfat og calciumcarbonat. Ammoniumnitrat anvendes også i sikkerhedssprængstoffer, dvs. eksplosiver, som kan håndteres, uden at de detonerer.

Ammoniumcarbonat, (NH₄)₂CO₃, kaldes også hjortetaksalt, en betegnelse der skyldes, at det tidligere fremstilledes ved tør destillation af hjortetakker, knogler o.l. Handelsvaren ammoniumcarbonat indeholder i reglen også ammoniumhydrogencarbonat, NH₄HCO₃, og ammoniumcarbamat, NH₂CO₂NH₄. Produktet bruges som bagepulver. Dets virkning beror på, at det ved ophedning spaltes til luftarterne ammoniak, kuldioxid og vanddamp; når disse undviger fra dejen, hæver denne.

Ammoniumforbindelser reagerer som svage syrer i vandige opløsninger, idet de dissocieres i ammoniumioner, NH₄⁺, som kan fraspalte H⁺, og de tilsvarende negativt ladede ioner. Også i fast tilstand kan syrekarakteren vise sig. Fx i galvaniseringsprocessen beskyttes smeltet zink mod atmosfærens ilt af et lag ammoniumklorid. Jerngenstande, som nedsænkes i zinkbadet, renses for overfladelag af oxider, idet disse opløses af ammoniumkloridet, der i denne sammenhæng har samme virkning som hydrogenklorid, HCl. Samme funktion har ammoniumklorid ved loddeprocesser (loddesalmiak). Ammoniumfluorid, NH₄F, kan ligeledes bruges til rensning af metaloverflader samt til ætsning af glas. Dets virkning svarer til flussyrens (HF), men det er mindre farligt at håndtere.