børnesprog

Forskning i børnesprog, der går tilbage til slutningen af 1700-tallet, er siden 1960'erne blevet intensiveret, og fra slutningen af 1970'erne har børnesprogsforskningen foruden studiet af sprogets form og struktur også omfattet områder som kommunikation og sprogbrug. Vor tids børnesprogsforskning består dels af en teoretisk retning, som gennem forskning i barnets tidlige sprog søger svar på grundlæggende sprogvidenskabelige spørgsmål, fx universelle principper for sprog, sprogtilegnelsens forudsætninger, faktorer der påvirker sprogudviklingen, forholdet mellem sprog og tænkning samt årsager til sproghistoriske forandringer, dels af en retning, hvis formål er sprogpædagogisk, diagnostisk og terapeutisk. Forskningen går ikke blot ud på en søgen efter generelle træk, men også på en kortlægning af individuelle variationer. Samtidig rettes der en stadig større opmærksomhed mod sprogudviklingen hos børn i andre kulturer end den vesterlandske, ligesom der forskes i to- og flersprogethed. Dette har medført en intensiveret sprogteoretisk debat, hvori bl.a. den russiske psykolog Vygotskijs teorier dels om den sociale interaktions betydning for sprogtilegnelsen, dels om sprogets indvirkning på den intellektuelle udvikling, har fået fornyet aktualitet.

Det førsproglige stadium er karakteriseret af gestus, minespil og lyde, anvendt i et kommunikativt samspil, hvor en bevidst stræben efter på forskellig måde at påvirke samspilspartneren efterhånden bliver stadig tydeligere.

Et stadium med stavelsespludren opstår, når barnet er 6-12 måneder gammelt, og lydene struktureres i mere differentierede pludresekvenser, hvor voksensprogets intonationsmønstre efterlignes. Samtidig begynder barnet at dele sine oplevelser med omgivelserne og lidt efter lidt at vise tydelige tegn på ordforståelse.

Næste stadium optræder omkring et-årsalderen, hvor barnet anvender de første ord, der er karakteriseret ved pludrestruktur, og som fungerer som enkle "sproghandlinger": Barnet bruger sproget for at påkalde sig opmærksomhed, bede om noget osv. Disse tidlige etords-ytringer kan kun tolkes ud fra deres kontekst og forstås ud fra den konkrete situation.

Når barnet i løbet af det andet leveår begynder at anvende ord med symbolfunktion, dvs. som betegnelser for ting, handlinger osv., øges ordforrådet kraftigt. Der optræder to- og flerordskombinationer, og enkle grammatiske strukturer kan udskilles. I dansk og dermed beslægtede sprog udvikles bøjningsendelser og funktionsord som fx artikler, hjælpeverber og præpositioner fra og med 2-2¹/₂-årsalderen. Herigennem får udtryk for antal, bestemthed, rum-, tids- og modalitetsforhold specifik sproglig form.

Barnet anvender efterhånden sproget med flere og mere differentierede funktioner. Ytringernes længde og kompleksitet øges, samtidig med at barnets lydproduktion i stadig højere grad kommer til at ligne voksensprogets. Den sproglige udvikling er imidlertid ikke alene afhængig af barnets evner og anlæg, men også af det specifikke sprogs karakter — således er det fx en anden opgave at tilegne sig den komplekse morfologi i det russiske sprog end det er at tilegne sig den enklere morfologiske struktur i engelsk. Mængden og kvaliteten af et barns sproglige erfaringer har afgørende betydning for barnets sprogtilegnelse, ligesom sociale og kulturelle forhold spiller en rolle. I kulturer med skriftsprog giver læse- og skriveindlæringen mulighed for anvendelse af sproget i nye funktioner. Barnets tilegnelse af skriftsproget er en væsentlig faktor, når det gælder udbygningen af sprogets form og indhold.

• sprogtilegnelse