engle

I Det Gamle Testamente er engle væsener, der tilhører Jahves guddommelige sfære, og som udfører hans vilje, fx ved udpegning af en kommende helt og frelser (Moses, Gideon, Samson), redning af en person i fare (Hagar; Lot) eller udførelse af en straf (over Israel, 2. Samuelsbog, kap. 24; over assyrerne, 2. Kongebog, kap. 19).

Det er engle, der forjætter budskabet til Hagar om, at hun skal føde Abraham et barn, og til Abraham og Sara om, at de trods deres høje alder skal have et barn, Første Mosebog 16-18.

Engle kommer uventet til syne og forsvinder lige så pludseligt; undertiden er de først usynlige (Jakobs drøm i Betel, Første Mosebog, kap. 28; Bileam, 4. Mosebog, kap. 22); de tager ikke føde til sig.

Der er ingen systematisk englelære i Det Gamle Testamente, og engle tilbedes ikke. Som overnaturlige væsener er de i slægt med keruber, serafer og "gudssønner" (se Kæmpernes bog). I forbindelse med Adams og Evas uddrivelse fra Paradis sættes der keruber med flammesværd til at vogte indgangen. Serafer er seksvingede tronengle i himlen, som fx åbenbarer sig for profeten Esajas i Esajas' Bog 6.

I de senere dele af Det Gamle Testamente er nogle engle navngivne. I Daniels Bog, der formentlig skal dateres til 200-tallet f.Kr. eller måske senere, forekommer to engle med individuelle navne, Gabriel og Mikael; sammen med Rafael (Tobits Bog) og Uriel (1. Enoksbog, se Enok) tilhører de gruppen af ærkeengle.

Satan skildres, fx i Jobs Bog, som Jahves udsending; en engel, som på Jahves bud sætter Job på prøve.

I antik-jødisk litteratur er engle hyppigt forekommende, i apokalyptikken bl.a. i rollen som "tydeengel" (på latin angelus interpres). Også i antik jødedom er nogle engle navngivne.

Det kommer til en dualistisk kosmologi, idet Satan optræder som en falden engel med sit eget hierarki af engle, der danner et modrige til Guds herredømme.

I Det Nye Testamente er billedet som i den antik-jødiske litteratur, men de har i øvrigt en mere personlig karakter. Kendt er englen Gabriels bebudelse til Maria (Lukasevangeliet, 1,26) og om Johannes Døberen; englene viser sig for hyrderne på marken ved Jesu fødsel, og de giver Jesus styrke i Getsemane Have og optræder som bebudere ved graven. Dvs. at de i højere grad minder om skytsånder eller skytsengle.

I Johannes' Åbenbaring forekommer mange engle, dels som skytsengle, dels for at fuldbyrde Guds straffedom. Som bekæmper af det onde optræder ganske særligt ærkeenglen Mikael.

Den faldne engel Satan optræder fx i beretningen om Jesus, der fristes i ørkenen. Også i Det Nye Testamente forudsættes det, at Satan har sine egne engle.

I den tidlige kristendom er engle ofte aktive omkring mirakler i forbindelse med apostle og kirkefædre. Efterhånden udvikles der en angelologi, en englelære. Det slås bl.a. fast hos Augustin og andre kirkefædre, at engle er væsener skabt af Gud, at de ikke er guddommelige, at Kristus ikke er en engel, og at det er afguderi at tilbede engle. Samtidig fandt der en hierarkisering sted af dem, som også har haft betydning i billedkunsten.

Martin Luther afviste på det bestemteste tilbedelse af engle, men troede dog selv på deres eksistens. En række af de katolske helgeninder, især Birgitta af Vadstena, Katarina af Siena og Teresa af Ávila, havde åndesyner af engle og oplevelser af deciderede skytsengle. Derimod har engle traditionelt været forvist som overtro i oplysningsperioden og i dele af protestantisk teologi.

Inden for esoterisk religion er svenskeren Emanuel Swedenborg i stand til at give overordentlig detaljerede beskrivelser af engle og at billedliggøre dem som vind, musik, flod eller ild, metaforer som kendes blandt mystikere verden over.

I islam er den mest centrale begivenhed, da Gabriel (Jibril) over en årrække åbenbarer Allahs ord for Muhammed, de ord, der bliver til den hellige bog Koranen. Det var også Jibril, der viste Abraham og hans søn med Hagar, Ismael, hvordan de skulle bygge kabaen, helligdommen i Mekka. En vinget hest, Buraq, førte ifølge traditionen Muhammed til tempelpladsen (al-Aqsa) i Jerusalem. I islamisk folketradition er der et væld af overnaturlige væsener, djinn'er, der er en slags blanding af engle og mennesker.

Engle indtager en central position i europæisk kultur og folketradition. Der finder en glidning sted i beskrivelsen af englene fra de tidligste eksempler i Det Gamle Testamente frem til romantikkens barnekammer og den nyeste skønlitteratur.

Noget bestemt køn kan man ikke sætte på dem; som himmelvæsener ligger de uden for denne kategorisering. Men oftest, frem til romantikken, er de, hvis de beskrives i menneskelig gestaltning, af hankøn. I de sidste par hundrede år er der dog mange eksempler på, at de skildres som feagtige hunkønsvæsener i lyse og løsthængende dragter, ikke mindst i børnelitteraturen.

Som falden engel bliver Satan “interessant”, han bliver Lucifer, lysenglen eller morgenstjernen, der faldt, en dæmonisk og spaltet figur, som optager sindene helt frem til “vilde engle”, bl.a. motorcykelbanden Hells Angels; HA har taget navn efter amerikanske piloter under 2. Verdenskrig, altså vingede væsener, der spredte død og ødelæggelse.

På gravmonumenter optræder ofte engle. Også på børnegrave ses de. Her bliver dobbeltheden markant: Dels vogter englen graven og fører det lille barn til frelsen; dels er barnet selv i døden blevet til en engel.

Den hollandske forfatter Cees Nooteboom skriver i et essay, “At møde en engel”, 2005:

“Det er, fordi vi har ønsket at de skulle eksistere, at vi har skabt englene. I ord, i blæk, i sølv og guld, i elfenben og træ, i marmor og porcelæn, vi har skabt dem for at minde os selv om noget, for indimellem at kunne tro på at det ville være muligt ved hjælp af et par vingeslag at hæve sig op over den jordiske tilværelse og flyve til området for tid uden tid. (...) De flyver ubekymret frem og tilbage mellem vores jordiske flygtighed og den evighed som er deres opholdssted.”

I de ældste fremstillinger fra 200-tallet i Roms katakomber er engle skægløse mænd i lange løsthængende gevandter (tunika).

Et af de tidligste eksempler på en engel med vinger findes i apsismosaikken i kirken Santa Pudenziana i Rom fra ca. 400; her optræder den som Matthæus-symbol. Vingede engle i større tal ses i kirken Santa Maria Maggiores mosaikker fra 430'erne i Rom.

Afbildningen af engle kan have tilknytning til førkristne fremstillinger af sejrsgudinden Victoria som i kirken Santa Prassede i Rom (ca. 820).

I senere europæisk billedkunst indtager engle en central position. Blandt milepælene er Giotto, maleren med det angeliske navn Rafael og Marc Chagall.

I dansk billedkunst er der grund til at fremhæve kalkmalerier. I Ebbe Kløvedal Reichs historiske roman fra 1990, En engels vinger, er hovedpersonen Hannes Jerk, der maler kalkmalerier i Højby Kirke, bl.a. af ærkeenglen Mikael med sjælevægten. En mester belærer Hannes således:

“Når vi maler englene i menneskets skikkelse, er det fordi Gud Herren skabte os i sit billede. På den måde kan vi bedst forstå det guddommelige. Når vi maler vinger på englene i menneskeskikkelse er det vores fattige forsøg på at male ren ånd.”

Engle er som åndelige væsner hverken af han- eller hunkøn, men blandt ærkeenglene afbildes især Mikael ofte med udpræget maskuline træk. Fremstilling af engle i barneskikkelse er af nyere dato, muligvis inspireret af renæssancekunstens eroter og putti.

I litteraturen er der grund til at nævne Dantes visioner i Den guddommelige komedie, William Blakes digte og tegninger og Rainer Maria Rilkes serafiske digte Duino-elegierne, 1922.

I dansk litteratur er nogle milepæle salmer af Hans Adolph Brorson (“I denne søde juletiid”), N.F.S. Grundtvig (“Det kimer nu til Jule-Fest”, “Velkommen igien, Guds Engle smaa” og “Sov sødt, Barnlille”) og B.S. Ingemann (“Deilig er Jorden” og “Lysets Engel gaar med Glands”). Da Dan Turèll i sin skoletid under morgensangen oplevede den åndelige kraft i sidstnævnte salme, besvimede han: “Dette billede var så stærkt og rent, at det kunne ramme selv en 10-årig gadedreng i hjertet eller livet”, skriver han. Endvidere H.C. Andersens digt “Det døende Barn”, 1826, og eventyret “Engelen” fra 1843, om en engel, der bærer et dødt barn op til Gud. Eventyret gav anledning til en sentimental-romantisk illustration af Wilhelm von Kaulbach, der som olietryksreproduktion blev et af de mest udbredte folkelige billeder i 1800-tallet; hos Kaulbach er det moderligt-trygge i engleskikkelsen fremtrædende.

I den danske litteratur siden 1970'erne er englen brugt som metafysisk metafor i mangfoldige nytydninger. I Hans-Jørgen Nielsens beretning fra 1978, Fodboldenglen, dækker metaforen bl.a. de mystiske oplevelser i forbindelse med idrætsudøvelse og løftet i ungdomsoprørets første tid. I en række digte af Michael Strunge omkring 1980 er engle bl.a. billede på muligheden for at transcendere og transformere sig i en vanskelig verden (“vi er forkomne englebørn”, hedder det i en linje). I digte af Pia Tafdrup og Pia Juul lægges der bl.a. vægt på, at kvinderollens blide englelighed og victorianske, idealistiske kvindeideal skal gennemhulles og transformeres; Når der går hul på en engel hedder en digtsamling af Tafdrup.

I børnelitteratur er idylliseringen typisk. Rene glansbilleder: Engle med basunkinder, som gavegivere, døde børn, der bliver engle osv. Men i de seneste årtiers danske børnelitteratur er billedet differentieret: Der er ironiske, humoristiske, reflekterende tekster om engle for børn, bl.a. Kim Fupz Aakesons billed-roman Engelbert H og den sidste chance, 2006, om en noget konfus engel, som Gud sender ned på jorden for at redde den fra bl.a. forurening.

Blandt faste udtryk ses det, at ordet engel ofte har betydningen 'blid; god; føjelig' og især bruges om et barn eller en kvinde, der kan være “engleblid” eller “en god engel” eller “min søde engel”. Ved dannede middagsborde kan fx høres replikken: “Ræk mig saltet, så er du en engel”. Andre udtryk er “der går en engel gennem stuen” om en stilhed, der er pinlig eller over al forstand, og “man hørte englene synge”, fx ved særlig delikat mad og drikke. Sidstnævnte metafor er oprindelig fra en forestilling om engle som repræsentanter for sfærernes musik, udstyret med himmelske stemmer og musikinstrumenter.

I filmens verden er nogle hovedværker Luis Buñuels Morderenglen, 1962, Wim Wenders' poetiske fabel Himlen over Berlin og Hasse Alfredssons Den enfoldige morder, 1982; i sidstnævnte er engle hævnere mod social undertrykkelse af den enfoldige “idoit” (sådan siger han selv ordet) med hareskåret, spillet af Stellan Skarsgård.

Om Los Angeles, Englenes – og filmenes – By, hedder det i filmen L.A. Confidential: “Los Angeles is the city of angels, but you can't live here cause you've got no wings” 'Los Angeles er englenes by, men du kan ikke bo her, for du har ingen vinger'.

• skytsengle
• ærkeengle
• Rafaels engle
• serafer
• keruber
• Kæmpernes bog
• englelære

• Charlotte Christensen, Gyldendals bog om engle, 2005.
• Jørgen V. Hansen, Englene og al deres væsen, 1996.
• Annegret Friedrichsen og Charlotte Cappi Grunnet (red.), Engleskrift – om englen i litteraturen. 2006.
• Gustav Davidson, A Dictionary of Angels, 1971.