Laktat er mælkesyres korresponderende base
Mælkesyre og laktat
Af /Created with Biorender.com.
Normalt pH i blodet er 7,35 - 7,45. Et fald i pH under 7,35 betegnes acidose (syreforgiftning), mens en stigning i pH i blodet over 7,45 betegnes alkalose (baseforgiftning).
Acidose og alkalose
Af /Created with Biorender.com.

Laktatacidose er en tilstand hvor blodet får en lavere pH-værdi, der skyldes ophobning af mælkesyre i blodet. Mælkesyre bliver hurtigt omdannet til laktat. Den mest almindelige årsag til laktacidose er nedsat tilførsel af ilt til kroppens celler i forhold til behovet (hypoxi), enten på grund af intens træning eller sygdomstilstande, der giver kredsløbssvigt, fx sepsis. Laktacidose kan også skyldes lægemidler, leversvigt, samt at adrenerge stoffer i blodet, eksempelvis adrenalin, bidrager til frigivelse af laktat.

Faktaboks

Etymologi
Ordet laktatacidose kommer af latin lac 'mælk' og acidum 'syre'

Mekanismer

Kroppen producerer normalt omkring 20 millimol (mmol) laktat per kilo hver dag, hovedsageligt i skeletmuskulatur. Normale værdier i blodet er under 0,5 mmol per liter, og afhængigt af analysemetode regnes over omkring 2 mmol per liter normalt som forhøjet, såkaldt hyperlaktatæmi.

Nedsat ilttilførsel fører til anaerob forbrænding af glukose til pyruvat i cellerne, som omdannes til laktat og frigives i blodet. Ved lav ilttilførsel ophobes laktat, og kroppens pH reduceres. Laktat udskilles af cellerne og transporteres til leveren, hvor den omdannes til glukose.

Årsager

Der findes en række årsager til laktatacidose.

Hypoxi

For lidt ilt til cellerne (hypoxi) kan skyldes, at der er for lidt iltindhold i det cirkulerende blod (hypoxæmi). Det kan også skyldes, at blodcirkulationen er for dårlig (kredsløbssvigt), så selvom iltindholdet i blodet er normalt, får cellerne ikke tilført nok ilt. Hypoxi og hypoxæmi kan også forekomme i kombination, som ved hjertestop. De mest almindelige årsager til cirkulationssvigt, der giver laktacidose, er sepsis, akut hjertesvigt og blødningschok (hypovolæmisk kredsløbschok).

Ved intens træning vil hjerte-karsystemet ikke kunne imødekomme behovet for ilt, og celler skifter til anaerob metabolisme med produktion af laktat.

Adrenergika

Hvis kroppen udsættes for akut stress, frigives adrenalin til blodet på grund af stimulering af det sympatiske nervesystem, fx ved alvorlige infektioner og sepsis. Dette stimulerer beta-2-receptorer, som leder til anaerob nedbrydning af glukose, hvor laktat frigives. Medicin, der har effekt på sådanne receptorer, fx adrenalin givet under intensivbehandling eller beta-2-agonister, der bruges som behandling af astma, har samme effekt.

Medicin

Lægemidler, der hæmmer oxidativ fosforylering, fx cyanid, bidrager til, at laktatproduktionen øges. Der er også flere andre lægemidler og toksiske stoffer, der kan bidrage til dette, fx metformin, methanol og etylenglykol.

Leversvigt

Ved alvorlig leversvigt er kroppens evne til at omdanne laktat reduceret, hvilket kan bidrage til højere laktatniveauer i blodet.

Krampeanfald

Ved et generaliseret krampeanfald trækker mange muskler i kroppen sig sammen samtidig og rytmisk, hvilket bidrager til laktatproduktion.

Der er også andre årsager til laktatacidose, som er mindre hyppige.

Diagnostik

Påvisning af laktatacidose sker ved at måle pH og koncentrationen af laktat i en blodprøve. Som regel udføres analysen på instrumenter, der er lavet til at måle indholdet af blodgasser i en blodprøve. Der findes dog også apparater, der måler laktat isoleret i blod fra kapillærer.

Behandling

Behandling retter sig mod at korrigere årsagen til det forhøjede laktat i blodet, fx cirkulationsstøttende behandling på intensivafdeling ved akut cirkulationssvigt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig