Opus spicatum er en type antikt romersk teglstensgulv, hvor teglene – murstensskallerne – blev lagt i sildebensmønster i et mørtellag, opus caementicium. Teknikken blev udbredt i løbet af den romerske republik og gennem hele kejsertiden. Gulvet blev oftest lagt i lagerbygninger (horrea) og butikker (tabernae), men ses også i private huse (domus).

Faktaboks

Etymologi

Betegnelsen er sammensat af opus '(mur)værk' og neutrumsformen af spicatus 'forsynet med pigge', en afledning af spica 'pig; kornaks'.

Praktiske egenskaber

Gulvtypen havde praktiske fordele, da den gav styrke og stabilitet – især mod tryk. Gulvets struktur – murstenskaller og det stærke opus caementicium – gjorde det modstandsdygtigt overfor slid og bevægelse. Mørtellaget var også vandtæt, hvilket gjorde det nemt at dræne. Sammenlignet med andre gulve som opus signinum var opus spicatum desuden en billigere løsning.

Teknikken i murværker

Opus spicatum ses også i antikkens mure, om end ikke så ofte som i gulve. Teknikken blev nogle gange kombineret med opus testaceum. Teknikken overlevede op gennem middelalderen, og selve sildebensmønstret ses stadig i nutidige gulve.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig