politisk økonomi

Begrebet ”politisk økonomi” er blevet brugt i ret forskellige sammenhænge i den økonomiske teorihistorie. Oprindelig var det blot den almindelige betegnelse for samfundsøkonomi, da betegnelsen første gang opstod i 1700-tallet i Frankrig og England som hhv. économie politique og political economy. Adjektivet politisk understregede, at det drejede sig om statens eller samfundets økonomi snarere end om den enkelte husholdnings eller virksomheds økonomi. Fra sidst i 1800-tallet blev det i de engelsktalende lande mere almindeligt blot at tale om economics, samtidig med at der skete en vis indsnævring af begrebet. Inspireret af tysk sproglig tradition anvendtes betegnelsen statsøkonomi i Danmark indtil sidste halvdel af 1800-tallet. Derefter blev nationaløkonomi en tid den gængse betegnelse, men dette er igen i moderne tid efter engelsk mønster blevet fortrængt af økonomi.

I den marxistiske og sovjetiske litteratur blev politisk økonomi imidlertid fastholdt som betegnelse for læren om den samfundsmæssige organisering af produktion og fordeling af goder til tilfredsstillelse af menneskelige behov.

I 1980'erne opstod der inden for den økonomiske teori en særlig forskningsgren under navnet politisk økonomi, der studerer samspillet mellem politiske institutioner, fx valgsystemer og parlamentariske eller præsidentielle traditioner, og samfundsøkonomiske udfald som den offentlige sektors størrelse eller indkomstfordelingen i samfundet. Et andet eksempel er sammenhængen mellem centralbankens politiske uafhængighed og udviklingen i økonomiske størrelser som inflation og offentlig gæld. Det er denne forskningsretning, der i dag almindeligvis betegnes som politisk økonomi. Den befinder sig i grænseområdet mellem politisk videnskab og økonomi og analyserer kollektive beslutninger, processer og institutioner med udgangspunkt i de antagelser, modeller og metoder, der har deres oprindelse i den økonomiske videnskab.

I denne forbindelse anvendes betegnelsen rational choice-teori synonymt med politisk økonomi, og der sondres mellem to hovedretninger: social choice- og public choice-retningen.

betegner samspillet mellem økonomi og politik i internationale forhold. Den skarpe opdeling mellem økonomi og politik fandtes ikke i feudale samfund. Adskillelsen mellem en politisk sfære omkring staten på den ene side og en økonomisk sfære omkring markedet på den anden side er et særkende ved det moderne kapitalistiske system. Der findes tre hovedteorier om international politisk økonomi hver med deres syn på forholdet mellem stat og marked.

Ifølge den merkantilistiske teori bør økonomisk aktivitet tjene til opbygning af en stærk stat. Økonomien bliver på denne måde et redskab for et politisk mål om øget magt til staten. Den internationale økonomi betragtes som en konfliktarena, hvor den ene stats gevinst er den andens tab.

Ifølge den klassiske økonomiske liberalisme bør staten lade markedsøkonomien passe sig selv mest muligt; økonomien kan herefter udvikle sig efter sin egen logik, og det vil føre til velstand i alle lande. Den internationale økonomi er for liberalister en kilde til samarbejde og gensidig fordel, hvorfor frihandel bør fremmes.

Ud fra den marxistiske teori er den internationale politiske økonomi præget af ulighed, klassemodsætninger og udbytningen af den tredje verden, først i form af økonomisk imperialisme og kolonialisme og siden via multinationale selskabers virke.

• økonomi
• politologi
• økonomisk politik
• rational choice teori
• social choice-teori