Tavlemagermærker er små punslede mærker, typisk mellem 9 og 20 mm i størrelse, som findes på bagsiden af nederlandske maleritavler fra midten af 1500-tallet og gennem 1600-tallet. Mærket fungerer som identifikation af den tavlemager eller snedker, der har fremstillet tavlen.

Eksempler på tavlemagermærker fra tavlemagere og snedkere fundet bag på egetræstavler fremstillet i Antwerpen 1600-1650. Øverste række: Michiel Claessens (ca. 1590-1637), Guilliam Aertssen (ca. 1598-1638), Michiel Vrient (1615-1637); midterste række: Franchois de Bout (1637-ca. 1644), Rainier Roybaert (1625- ?), Guilliam Gabron (1586-1674?); mærkerne i underste række er uidentificerede. Mere information på RKD - Netherlands Institute for Art History.
Tavlemagermærker Antwerpen
Licens: CC BY SA 3.0

Tavlemagermærker i Antwerpen

I Antwerpen begyndte snedkere og tavlemagere, der fremstillede egetræstavler som underlag for malerier, i midten af 1500-tallet og gennem 1600-tallet at sætte et mestermærke på deres arbejde. Mærket kunne nogle gange være skrevet med rødkridt, men oftest blev det stemplet ind i træet med et lille stålstempel, en punsel.

Lukasgildet laver nye regler

I 1617 besluttede Sankt Lukasgildet i Antwerpen, at alle tavler til malerier skulle forsynes med et tavlemagermærke, sat på af mesteren selv. På den tid fandtes der mere end 200 tavlemagere, snedkere og rammemagere i byen, men i dag kender vi kun mærker fra omkring 20 af dem.

Brændemærkning med byvåbenet

Når mesteren havde mærket en række tavler, tilkaldte han en kontrollant fra Sankt Lukasgildet, som vurderede træets kvalitet. Egetræet måtte ikke have splintved, råd eller svamp. Var alt i orden, blev tavlerne brændemærket med Antwerpens byvåben: to hænder over tre tårne.

Eksempler på Antwerpens byvåben brændt ind i bagsiden af maleritavler ca. 1600-1650. Tavlemagermærker findes på flere af illustrationerne. Mere information på RKD - Netherlands Institute for Art History.
Antwerpens byvåben 1600-1650
Licens: CC BY SA 3.0

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig