urinlederne

Urinlederen er opbygget af glat muskulatur. Hver urinleder er 25–30 centimeter lang og cirka 5 millimeter i diameter. Urinlederne ligger ligesom nyrerne bag bughinden, det vil sige retroperitonealt. De løber nedad på abdomens bagvæg oven på musculus psoas major (kendt som mørbraden hos slagtedyr), passerer ned i det lille bækken, for til slut at løbe medialt og passere gennem blærevæggen skråt bagfra, således at de munder ud nær bunden af urinblæren. Rundt om åbningerne er der slimhindefolder, som sammen med blærevæggens glatte muskulatur forhindrer urinen i at blive presset tilbage til nyrebækkenet. Nogle gange kan dette ventilsystem dog være insufficient (refluks).

Indersiden af urinlederne er beklædt med samme slags slimhinde, som findes i resten af urinvejene, det vil sige overgangsepitel (også kaldet et urothel), som kan tåle stræk og samtidig forblive tæt. Slimhinden er stærkt foldet, således at urinledernes indre hulrum (lumen) ser stjerneformet ud i tværsnit.

Urinlederens funktion er at lede urinen fra nyrebækkenet til urinblæren, men urinen løber ikke frit. Muskulaturen i urinlederne kontraherer sig rytmisk (peristaltisk) i bølger gennem hele organet, omkring fire kontraktioner i minuttet, og i løbet af denne tid bliver der pumpet cirka én milliliter urin til blæren.

På grund af urinledernes snævre lumen, særligt i overgangen fra nyrebækkenet og i overgangen til blæren, kan krystaller, der kan dannes i urinen (nyresten), sætte sig fast og forårsage smertefuld stase (ophobning) af urinen (hydronefrose).

Enkelte gange forekommer dobbelte urinledere, især ved samtidige nyremisdannelser.

• urinblære
• nyrerne
• hesteskonyre
• hydronefrose
• nyresten