Faktaboks

Cathrine Raben Davidsen

Cathrine Thereze Raben Davidsen

Født
10. juli 1972
De seneste år er landskabet blevet et vigtigt motiv for Cathrine Raben Davidsens kunst. Hun interesserer sig især for, hvordan mennesket påvirker landskabet, og hvordan naturen ville se ud, hvis mennesket ikke var centralt for den måde, vi opfatter verden på.
Cathrine Raben Davidsens maleri " As Above, So Below" fra 2022
Af /Cathrine Raben Davidsen.

Cathrine Raben Davidsen er en dansk billedkunstner. Hun arbejder med maleri, tegning, grafik og keramik. Hun er bl.a. kendt for sine malerier, hvor motiverne træder helt eller delvist frem gennem forskellige lag, og hvor den turkise farve ofte indgår.

Hun er desuden kendt for sit portræt af kong Frederik 10., der blev afsløret den 26. september 2026.

Cathrine Raben Davidsen henter inspiration fra kunsthistorien, antikkens mytologier, religion, filosofi, naturvidenskab og personlige erfaringer, som smelter sammen i værker, der åbner for flere lag af betydning. Hendes værker kredser om temaer som forandring, sorg, tab, identitet, mytologi, spiritualitet og den menneskelige tilstand. I sine værker forbinder hun fortidens viden med samtidens tanker og skaber billeduniverser, hvor forskellige tider, kulturer og fortællinger mødes. Med sammenblandingen af forskellige tider og billedgenrer kan hendes værker ses som eksempler på postmodernistisk billedkunst.

Cathrine Raben Davidsen arbejder på tværs af traditionelle skel mellem billedkunst, kunsthåndværk og design. Hendes praksis omfatter malerier, tegninger, grafik og keramiske værker, men også kunstneriske samarbejder inden for blandt andet scenografi, kostumer, lampedesign og kunstnerbøger.

I 2020 skabte hun udstillingen TOTEM på CLAY Keramikmuseum Danmark i samarbejde med Royal Copenhagen. Samme år medvirkede hun i DR's tv-serie Kunstnerkolonien i Skagen.

Cathrine Raben Davidsen har modtaget en række legater og hæderspriser og blev i 2015 udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen.

Cathrine Raben Davidsens baggrund

I sine værker kombinerer Cathrine Raben Davidsen ofte mange forskellige materialer. Slægten. Genus er fx tegnet med kul og kridt på skydeskivepapir bemalet med Gesso (lærredsgrunder). Værket er også typisk for Cathrine Raben Davidsens arbejde med figurer, der træder frem fra baggrunden og fortoner sig eller blander sig med andre figurer.
Cathrine Raben Davidsens værk "Slægten/Genus" fra 2023
Af /Cathrine Raben Davidsen.

Cathrine Raben Davidsen voksede op i et kreativt miljø i København. Hendes forældre gik fra hinanden, da hun var seks år, men bevarede en god kontakt, og Cathrine Raben Davidsen boede på skift hos dem. Hun har flere gange omtalt sin barndom som fri, med få regler og stor selvstændighed.

Hendes far var modedesigner og syede tit om aftenen. Derfor indgår lyden af en snurrende symaskine også som et selvbiografisk element i udstillingen House of the Ax (Gl. Strand, 2012), der handlede om vildfarelser, mytologi og forvandlinger.

Da Cathrine Raben Davidsen var 13 år, døde hendes far efter kort tids sygdom. Senere fandt hun ud af, at han havde AIDS – en sygdom, der på det tidspunkt var forbundet med tabu og uvidenhed. Efter farens død begyndte Cathrine Raben Davidsen at tegne modebilleder inspireret af farens arbejde og de mange designere og andre fra modebranchen, der kom i deres hjem. Hun købte også modeblade som Vogue og brugte billeder derfra som inspiration for sine tegninger.

Skolegang og uddannelse

Den italienske renæssance er en af Cathrine Raben Davidsens inspirationskilder. Flere af hendes malerier rummer glatte, indadvendte ansigter, der kan minde om renæssancens kvindeportrætter.
Cathrine Raben Davidsens maleri "Mercury" fra 2020
Af /Cathrine Raben Davidsen.

En del af Cathrine Raben Davidsens skolegang foregik efter hendes eget ønske på den tyske Sankt Petri Skole i Københavns Indre By. Her blev hun undervist på tysk efter klassiske traditioner og lærte at skrive med fyldepen.

Efter gymnasiet startede hun på det italienske kunstakademi Instituto d’Arte, Lorenzo de Medici i Firenze, hvor hun gik i årene 1991-1992 og også blev undervist efter ældre traditioner. I Firenze fordybede hun sig i renæssancens kunst og i byens kirkearkitektur. Hun mødte desuden de to kunstnere Rose Shakinovsky (født 1953) og Claire Gavronsky (født 1957), som hun i dag betragter som sine mentorer.

Cathrine Raben Davidsen har desuden studeret ved De Vrije Academie voor Beeldende Kunst i Haag i Holland i årene 1995-1996, og i perioden 1996-2003 gik hun på Kunstakademiet i København. Ind imellem studerede hun teologi i et år på Københavns Universitet, hvor hun fordybede sig i religionshistoriske tekster på græsk og latin.

–
Tre år efter sin uddannelse på Kunstakademiet gør Cathrine Raben Davidsen klar til sin soloudstilling hos Martin Asbæk Projects på Galerie Asbæk. Hun lægger sidste hånd på et maleri i atelieret og fortæller, hvad hun håber, at beskueren får ud af hendes billeder. "Gennembrud", © DR2 (2006).

Cathrine Raben Davidsens inspirationskilder

Cathrine Raben Davidsen interesserer sig for de spor, som mennesket efterlader i verden og naturen. Crater Scars (på dansk: 'krater-ar') er et eksempel på hendes omhyggelige maleriske teknik, hvor hun i mange lag får motiver til at dukke frem og overlappe hinanden. Samtidig viser maleriet, hvilke spor en krig efterlader i naturen - som ar, der aldrig forsvinder, men med tiden ændrer landskabet på stadig nye måder.

Gennem hele sit kunstneriske virke har Cathrine Raben Davidsen været optaget af de eksistentielle spørgsmål, der knytter sig til menneskets liv, død og forvandling. Med udgangspunkt i en forståelse af livet som en konstant forvandlingsproces undersøger hun menneskets forbindelse til naturen, historien og andre levende væsener.

Udover den tidlige inspiration fra modebranchen og den senere inspiration fra renæssancen trækker Cathrine Raben Davidsen også på en række andre inspirationskilder, især antikkens mytologier. Hun er optaget af religion og de måder, tro praktiseres på i bl.a. Japan og Indien og blandt ortodokse jøder, ikke mindst i forhold til de ritualer, der omfatter døden.

Derudover interesserer Cathrine Raben Davidsen sig for meditation og den måde, det praktiseres på i Østasien, hvor kroppen er opdelt i chakraer – energicentre – der er repræsenteret af hver sin farve. Den turkise farve, som hun ofte bruger i sine værker, repræsenterer området omkring strubehovedet, hvorfra den åndelige, ordløse kommunikation flyder. Cathrine Raben Davidsen har selv peget på den turkise farve som noget, der befinder sig "mellem det sagte og det usagte".

Cathrine Raben Davidsen er også optaget af menneskets plads i verden. Flere af hendes værker kredser om det antropocæne: dét, at menneskets handlinger former naturen og klimaet, snarere end det modsatte. Hun interesserer sig derfor også for det posthumane, altså spørgsmålet om, hvordan verden ville udvikle sig, hvis vi holdt op med at sætte mennesket i centrum for vores måde at forstå den på. Her har hun bl.a. peget på filosofferne Rosi Braidotti (født 1954), Timothy Morton (1968) og Francesca Ferrando (ukendt fødselsår).

Endelig har hun nævnt den kenyansk-britiske kunstner Michael Armitage (født 1984), den svenske kunstner Mamma Andersson (født 1962) og den sydafrikanske kunstner Marlene Dumas (født 1953) som vigtige forbilleder, fordi de tydeligt peger på deres inspiration fra ældre kunst og andre typer af billeder i deres værker.

Værker, metoder og materialer

I mange af sine malerier har Cathrine Raben Davidsen bevidst arbejdet med materialer, der modarbejder hinanden. Hun har fx kombineret blæk, olie- og akrylmaling i samme maleri eller brugt blegemiddel på dele af sine malerier. Det ser man fx i hendes maleri The Alchemist fra 2016, hvor figurens ansigt kun lige akkurat træder frem – måske som en hentydning til de gasser og tåger, der ofte opstod, når 1500- og 1600-tallets alkymister eksperimenterede med at fremstille guld.

Ofte bruger hun også farvekridt til at skabe klare konturstreger omkring maleriernes figurer.

Død og tab er tilbagevendende temaer i Cathrine Raben Davidsens værker. I udstillingen Let Everything Happen to You har hun hentet sin titel fra et digt af Rainer Marie Rilke (Gehe an die Grenzen deiner Sehnsucht, på dansk: 'Gå til grænsen for din længsel', udgivet i 1899). Udstillingen viste værker fra flere perioder i Cathrine Raben Davidsens karriere. Titelmaleriet udsprang af hendes interesse for den syriske borgerkrig, der på det tidspunkt fyldte meget i medierne.

Døden som tema i værkerne

Døden og dét at miste er et gennemgående tema hos Cathrine Raben Davidsen. Maleriet Familien rummer referencer til hendes fars død. Den turkise farve optræder hyppigt i Cathrine Raben Davidsens værker, hvor den bl.a. symboliserer kommunikation uden ord. Værket er samtidig et eksempel på, hvordan Cathrine Raben Davidsen bygger sine malerier i mange lag, ofte med delvist gennemsigtige figurer.
Cathrine Raben Davidsens maleri "Familien" fra 1996
Af /Cathrine Raben Davidsen.

I maleriet Familie fra 1996 har Cathrine Raben Davidsen brugt den turkise chakrafarve på et stort område af lærredet. Ser man nærmere efter, kan man ane det hvide omrids af en arm med en hånd, der holder et barn i hånden. Barnet står frem i klare farver og repræsenterer ifølge Cathrine Raben Davidsen oplevelsen af at skulle give slip på sin døende far – som er ved at blive gennemsigtig og forsvinde i sygesengen bag barnet. Billedet viser os på den måde noget, der ikke er blevet sagt – både fordi selve dødscenen ikke "larmer" i billedet, og fordi den turkise farve i sig selv symboliserer det usagte, som farens død i sin tid var omgærdet af.

Cathrine Raben Davidsen har også malet en række værker på baggrund af krige og andre aktuelle begivenheder i hendes egen levetid. I malerier som Completion, Depletion og Ghost Mouth (alle fra 2016) har hun malet afdøde krigsofre i blege farver, som om der er en tåge eller hinde mellem dem og os. På den måde viser hun, hvad død og tab betyder: at dem, vi kender, blegner og forsvinder foran os.

Døden spiller også en rolle for værkserien TOTEM (2020) – endda på en meget konkret måde, eftersom serien består af urner med små, indadvendte ansigter.

Masken som motiv

Til udstillingen House of the Ax havde Cathrine Raben Davidsen fremstillet en serie af masker i minkpels. Masker er knyttet til menneskehedens ældre historie, hvor de ofte har indgået i ritualer, der markerede nye livsfaser. Senere blev masken en måde at vise på, at verden er fordrejet og grotesk, og at mennesket rummer andre sider, end dem vi umiddelbart viser frem. I House of the Ax fungerede maskerne som en måde at vise på, at ting og personer forandrer sig og måske endda forvandles til nogle andre, end dem, vi troede, at vi kendte.

Græsk mytologi i Cathrine Raben Davidsens værker

Cathrine Raben Davidsen er inspireret af den græske mytologi. I 2023 udstillede hun en række tegninger og uroer mellem Rudolph Tegners klassiske skulpturer. Hendes værker skulle her fungere som en slags nøgler eller - med hendes egne ord - "portaler", der kunne åbne for nye perspektiver på Tegners klassicistiske og meget symbolske skulpturer.
Udsnit af Cathrine Raben Davidsens udstilling "Orakel" på Rudolph Tegners Museum og Statuepark i 2023
Af /Cathrine Raben Davidsen.

Flere af Cathrine Raben Davidsens udstillinger tager afsæt i antikkens græske mytologi. Det gælder både House og the Ax, hvor hun var inspireret af fortællingen om Kong Minos' labyrint, og for senere udstillinger, fx dialogudstillingen Orakel, som hun viste på Rudolph Tegners Museum og Statuepark i 2025.

I Orakel viste Cathrine Raben Davidsen en række værker, som på forskellige måder kommenterede Rudolph Tegners skulpturer af antikke motiver og trak tråde fra dem op til nutiden. Hun henviste bl.a. til antikkens orakler, som var en slags kvindelige profeter, og hun inddrog uglen, som er et symbol for den græske krigsgudinde Athene.

Cathrine Raben Davidsens portræt af kong Frederik 10.

Cathrine Raben Davidsens portræt af Frederik 10. på Frederiksborg, 2026.
Frederik 10., 2026
Af /Frederiksborg.

I 2026 blev Cathrine Raben Davidsens portræt af kong Frederik 10. afsløret i Riddersalen på Frederiksborg Slot. Dermed skrev Cathrine Raben Davidsen på flere måder historie: Dels er portrættet det første portræt, der er malet af kong Frederik 10., efter at han blev udråbt som konge af Danmark. Dels er Cathrine Raben Davidsen den første kvindelige kunstner, der har bidraget til rækken af portrætter i Riddersalen.

I forbindelse med afsløringen af portrættet udtalte Cathrine Raben Davidsen:

"Det er en kæmpe ære at male Kong Frederik 10. til Riddersalen og selvfølgelig ikke noget, jeg kunne sige nej til. Samtidig er det en kæmpestor udfordring. Først og fremmest skal portrættet være en del af den historiske riddersal. Derudover har jeg ønsket at træde ind i portrættets verden på min egen måde og forsøgt at finde et udtryk, der både rummer Kong Frederik som person men som samtidig ligger naturligt i forlængelse af mit eget kunstneriske univers."

I Riddersalen hænger portrættet side om side med kongeportrætter af kunstnere som Otto Bache, Laurits Tuxen, Herman Vedel, Preben Hornung og Niels Strøbek. Frederiksborg Slot har siden 1812 dannet rammen om Danmarks nationale portrætgalleri.

Udstillinger og samlinger

Cathrine Raben Davidsen har udstillet på en række museer og gallerier i Danmark og udlandet, bl.a. Horsens Kunstmuseum (Pen Pencil Poison, 2003; White Ink, 2008; Kenosis, 2016-2017; Let Everything Happen to You, 2024), Copenhagen Contemporary (Let Everything Happen to You, 2024), Kunstforeningen Gl. Strand (House of the Ax, 2012), Munkeruphus (Losing Our Heads, 2015) og Sorø Kunstmuseum (Metamorfoser, 2006).

Hendes værker findes på flere danske kunstmuseer, herunder SMK, Trapholt, Horsens Kunstmuseum, Museet for Religiøs Kunst og Vendsyssel Kunstmuseum. Statens Kunstfond har desuden indkøbt flere af hendes værker (bl.a. Head Jar, 2025, 2029; Primate, 2019; As above, so below, 2022).

Cathrine Raben Davidsen arbejder, udstiller og sælger sine værker fra sin egen forretning, CRD Studio i København. Hun er desuden tilknyttet gallerierne Nilufar i Milano i Italien, og The Future Perfect, som har adresser i San Francisco, Los Angeles og New York i USA.

Kunstneriske samarbejder og offentlige udsmykninger

Cathrine Raben Davidsen har skabt offentlige udsmykninger til Restaurant Nimb i Tivoli (2008) og Carlsberg Akademi (Aurora Consurgens, 2020-2021).

Hun har desuden indgået i forskellige samarbejder med bl.a. Naja Marie Aidt (bogen Blå og mørke spor, 2018) og Den Kongelige Ballet (kostumer og scenografi til balletten Virtuosi Steps, 2011 og maskeperformancen The Ritual med kongelige balletdansere på ARKEN, 2014).

Priser og hædersbevisninger

Cathrine Raben Davidsen har modtaget hæderslegatet fra Anne Marie Telmányi født Carl Nielsens Fond, H.H. Bruuns Ærespris og Niels Wessel Bagges Kunstfonds pris (2003).

Hun blev tildelt Dannebrogordenen i 2015.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig