kollektiv bevidsthed

Kollektiv bevidsthed er den viden og det sæt af forestillinger om verden, historie og kultur i relation til værdier og normer, som man deler med andre i et fællesskab. Begrebet kan bruges på alle niveauer, fra de nære fællesskaber til nationer og internationale sammenslutninger og forummer.

Begrebet kollektiv bevidsthed opstår

Portræt af sociologen Émile Durkheim, der indførte begrebet kollektiv bevidsthed. Billedet er fra en ukendt dato.

Émile Durkheim

Af Ukendt.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Begrebet kollektiv bevidsthed opstod i sidste halvdel af 1800-tallet med nationalstaterne og de ideer om fælles kultur, tænkemåder, værdisæt, folkeånd mv., der fulgte med. Også det mere negativt ladede ideologibegreb, der opstod på samme tid, hører hjemme her. Siden er der sket store ændringer, både realhistorisk og inden for de fagvidenskaber, der har undersøgt og analyseret fænomenet. Både den virkelighed, som begrebet kollektiv bevidsthed handler om, og de antagelser og specifikke ord og begreber, man bruger, er ændret.

Der er ikke et, men flere begreber om kollektiv bevidsthed. For at vise det overskueligt er fremstillingen kronologisk ordnet.

Durkheims begreb om kollektiv bevidsthed

Begrebet kollektiv bevidsthed blev indført af sociologen Emile Durkheim i værket De la division du travail social (1893, dansk udgave: Om den sociale arbejdsdeling, 2000). Det er et af sociologiens grundlæggende værker.

Durkheim definerer kollektiv bevidsthed således:

"Helheden af de opfattelser og følelser, som er fælles for gennemsnittet af medlemmerne af det samme samfund, danner et bestemt system, som har sit eget liv. Man kunne kalde det den kollektive eller fælles bevidsthed" (side 99).

Begrebet skulle bidrage til at besvare et af de mest centrale og vanskeligste spørgsmål i samfundstænkningen gennem tiderne: Hvordan skabes og vedligeholdes sammenhold, solidaritet og integration i sociale enheder? Alle samfundsteorier har forsøgt at forholde sig til spørgsmålet.

Et afgrænset område af bevidstheden

Når Durkheim skriver "helheden af opfattelse og følelser", tænker han kun på en del af det, vi på dansk forstår ved bevidsthed, nemlig sociale relationer og normer.

På dansk rummer ordet bevidsthed meget mere: oplevelser af den fysiske omverden, kropslige sanseoplevelser, hukommelse, fantasier mv. Durkheim mener selvsagt ikke, at det er uden betydning, men det falder ikke ind under hans begreb, der på fransk hedder conscience collective. Det franske conscience er ikke helt det samme som 'bevidsthed'. Det kan også oversættes med 'moralsk sans', så forskellen skyldes et oversættelsesproblem. Kollektiv bevidsthed handler imidlertid her om fælles moral, værdier og normer.

Normer og moralske værdier

Normer bestemmer, hvad der er socialt forbudt, upassende, påbudt, ønskværdigt, tilladt eller rent privat. Det kan vedrøre nation, familie, naboer, religion, arbejdsliv osv. Normer og moralske værdier er forbundet med positive eller negative kollektive følelser ved henholdsvis efterlevelse eller brud.

Det kollektive er en realitet i sig selv

Durkheim understreger, at kollektiv bevidsthed ikke blot er summen af de individuelle bevidstheder, men et system, der skal opfattes som en realitet i sig selv, en helhed med sit eget liv. Et system, som er uafhængigt af de enkelte individers særlige livsomstændigheder og hen over generationer.

De sociale helheder optræder som "en ydre tvingende kraft, der påtvinger sig individet, hvad enten de vil det eller ej", som Durkheim skarpt formulerer det i Den sociologiske metodes regler fra 1895. Det udtrykker et holistisk samfundssyn.

Mekanisk og organisk solidaritet

Durkheim forklarer ikke i detaljer, hvordan den kollektive bevidsthed konkret skabes og ændres. Han går ikke ind på psykologiske processer, men henviser i overensstemmelse med sit holistiske syn til overordnede strukturelle samfundsforhold, nemlig til arbejdsdelingen.

Historisk er der sket en udvikling fra en ældre, førindustriel samfundsform med en ret lav grad af arbejdsdeling frem til moderne industrisamfund med en høj grad af specialisering og arbejdsdeling.

Mekanisk solidaritet

Til en lav grad af arbejdsdeling svarer mekanisk solidaritet, hvor befolkningen lever i segmenter med relativt ens funktioner og erfaringer. Den kollektive bevidsthed opstår på grundlag af ensartede livsforhold.

Med industrialisering og urbanisering bliver der i moderne samfund større forskelle mellem folk, fordi de lever i forskellige funktioner og under forskellige livsforhold. Folk flytter mere. Den kollektive bevidsthed bliver tilsvarende mere differentieret, dynamisk og heterogen.

Organisk solidaritet

Mange frygtede på den baggrund samfundets opløsning. Durkheim antog imidlertid, at der kunne dannes en ny form for kollektiv bevidsthed, en mere abstrakt form med solidaritet baseret på forståelse for de forskellige funktioners gensidige afhængighed og deres samlede nytte for fællesskabet inden for en enhed.

Durkheim anvendte det lidt paradoksalt klingende udtryk "institutionel individualisme". Altså en individualisme indenfor faste rammer, der sørger for, at helheden fungerer.

Begrebet kollektiv bevidsthed efter Durkheim

Durkheims begreb om kollektiv bevidsthed blev centralt især i den funktionalistiske tradition i sociologien. Men alle teoriretninger måtte forholde sig til spørgsmålet om integration og fælles normer. Begrebet blev også hurtigt mødt med skepsis og kritik.

Denne kritik udsprang af problemer med Durkheims markante holistiske samfundssyn, der tilskrev samfundets overordnede struktur den dominerende indflydelse i forhold til individerne.

Falsk objektivering af bevidsthed?

Et helt basalt problem var, at bevidsthed efter det moderne videnskabelige verdensbillede umiddelbart antages at være dannet i en enkelt organisme, en krop med sanser, følelser og hjerne. At opfatte et kollektiv som en organisme med en egen bevidsthed i bogstavelig forstand udfordrer dette verdensbillede. Durkheim blev kritiseret for at objektivere den kollektive bevidsthed, gøre den til en ting uden for de enkelte individer.

Men en stærkt medvirkende grund var også, at problemet om individ-kollektiv ikke kan isoleres til snævre videnskabelige spørgsmål.

Undergraver Durkheims teori etiske og humanistiske idealer?

FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948 siger bl.a.:

Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed (Artikel 18)
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding … (Artikel 19)

Men disse frihedsrettigheder vil være illusoriske, hvis samfundet er "en ydre tvingende kraft, der påtvinger sig individet, hvad enten de vil det eller ej", som Durkheim siger.

Det viser, at videnskaber om menneskers bevidsthed støder ind i dybtgående filosofiske, moralske, politiske og stærkt følelsesladede eksistentielle spørgsmål om fri vilje, krop og bevidsthed, moral og humanisme.

Om det er samfundsstrukturen, der bestemmer værdier og normer, tænkemåder, følelser, religiøs tro, de enkelte menneskers ønsker, håb og drømme om fremtiden. Eller om det er noget, man selv kan vælge, er stærkt moralsk og følelsesmæssigt ladede spørgsmål.

Samfundets fælles værdier, dets enhed, etniske homogenitet, integration og sammenhængskraft kontra mangfoldighed og multikulturalisme; kollektiv identitet overfor individuel identitet eller gruppeidentitet – alle disse spørgsmål er genstand for politiske kampe.

Det er i dette spændingsfyldte felt, at sociologien har skullet manøvrere, og alle senere hovedtraditioner, der forgrenede sig ud i sociologien, har forholdt sig til Durkheims teori om kollektiv bevidsthed. Det følgende gennemgår de væsentligste bidrag siden Durkheim.

Funktionalisme: kultur og værdier som system

Funktionalismen blev den vigtigste arvtager fra Durkheim, med Talcott Parsons som hovedfigur fra 1930’erne. Ligesom Durkheim var funktionalismen holistisk orienteret og tog udgangspunkt i antagelser om, hvilke overordnede funktioner, der nødvendigvis måtte varetages, hvis samfundet skulle overleve.

Parsons opererede med fire funktionelle krav med dertil hørende delsystemer. Et af disse var det kulturelle delsystem, der skal sørge for at bevare, reproducere, integrere, legitimere og skabe tilslutning til et system af viden, etiske værdier og ekspressive symboler (kunst, litteratur mv.).

Dette svarer ret nøje til Durkheims begreb om kollektiv bevidsthed, idet Parsons dog medtager mere end Durkheim. Parsons benytter ikke selve betegnelsen kollektiv bevidsthed.

Idéer fra funktionalismen er videreført i senere systemteori, bl.a. hos Niklas Luhman, dog i stærkt modificeret udgave.

Interaktion, rolleovertagelse og den generaliserede anden

George Herbert Mead udformede i de første årtier af 1900-tallet en socialiseringsteori ud fra analyser af indlæringsprocesser hos børn gennem leg, spil og rolleovertagelse. Han udviklede der sit begreb, den generaliserede anden. Begrebet svarer ret tæt til, hvad Durkheim vil med sit begreb om kollektiv bevidsthed: at forklare, hvad der kan skabe sammenhæng og koordination i det sociale liv.

I stedet for bevidsthed tager Mead imidlertid udgangspunkt i relationer, der dannes i dynamiske handlingsrum. Han ser, hvordan børn i praksis udvikler kompetencer og færdigheder til at bemestre interaktion på en konstruktiv måde ved at indleve sig i og danne billeder af de andres hensigter og forventninger.

Børnene opøves i forskellige roller og kan derved efterhånden udvikle mere abstrakte og anonymiserede billeder af de andre, en ”generaliseret anden”, der repræsenterer hele kollektivet med dets almene normer og forventninger. Børnene danner også gennem refleksion et billede af deres egen personlighed ved at spejle sig i andres reaktioner og ytringer.

Disse processer fortsætter gennem hele livet.

Meads teori blev en af grundpillerne i den symbolske interaktionisme.

Livsverden og typifikationer

Sociologen Alfred Schütz anvendte begrebet livsverden som grundlag for en begrebsramme og antagelser om, hvorledes mennesker gennem det daglige liv danner typifikationer.

Typifikationer er skematiske billeder af typiske handlingsforløb og roller i dagliglivets sociale interaktion, der ved gentagelse aflejres i bevidstheden og bliver kollektive. For at kunne integrere må disse typifikationsskemaer ud over at være kollektive også rumme tolkninger af, hvad der gør handlinger meningsfulde og legitime for deltagende parter.

Livsverdensbegrebet overtog Schütz fra filosoffen Edmund Husserl, der var en af grundlæggerne af fænomenologien, en ny retning indenfor filosofien, der opstod i starten af 1900-tallet.

Socialkonstruktivisme, livsverden og symbolsk univers

For at forklare, hvordan livsverdenen kan blive kollektiv, opretholdes og videreføres over generationer, udviklede Peter L. Berger og Thomas Luckmann i 1960’erne en teori om den sociale konstruktion af virkeligheden. Det vil sige kollektive forestillinger om den sociale virkelighed. Teorien bygger på en procesmodel, hvor handlinger ved at blive gentaget og efterlignet kan danne kollektive handlemønstre, der får karakter af faste mønstre, rammer der er uden for individerne. Det subjektive eksternaliseres og institutionaliseres.

Oven på dette dannes fælles tolkninger og normative vurderinger af disse institutioner – deres mening, formål og legitimitet. Der dannes et sammenhængende symbolunivers, der internaliseres i deltagernes bevidsthed og personlighed, og som kan overføres til nye generationer og medlemmer af kollektivet.

Symbolunivers svarer til Durkheims kollektive bevidsthed.

Livsverden og kommunikativ handlen

Jürgen Habermas er kendt for sin teori om system og livsverden, der bygger videre på alle de overfor nævnte teoretiske positioner, suppleret med blandt andet sprogfilosofi og kommunikationsteori. Det særligt nye er, at Habermas tilføjer den sproglige kommunikation for at forstå, hvordan livsverdenen kan blive kollektiv og dermed vedligeholdes og udvikles i det sociale liv. Habermas taler om kommunikativ handlen og kommunikativ rationalitet.

Idéen er, at livsverdenen rummer:

kognitive forestillinger om verden,
forestillinger om normer, retfærdighed og værdier,
et billede af ens egen identitet som person og handlende subjekt.

Det er punkt 2, der svarer til Durkheims kollektive bevidsthed.

Den argumenterende samtale

Disse komponenter kan opretholdes, efterprøves og deles gennem sproget ved argumenterende samtale. Vel at mærke hvis det foregår uden tvang, således at det bedste argument vinder.

En situation helt uden magtrelationer er et ideal, som ikke er realiseret i praksis og næppe vil kunne realiseres fuldt ud. Men idéen er, at man kan søge at nærme sig idealet og bruge det som målestok for at afdække, kritisere og derpå at mindske eller neutralisere forvridninger på grund af magt.

Livsverden og intersubjektivitet

Habermas tager således afstand fra Durkheims antagelse om, at den kollektive bevidsthed udgør en selvstændig realitet uden for de enkelte individers bevidsthed. Men han søger samtidig at se livsverdenen som et intersubjektivt, fælles univers. Der forekommer tvang og magt, men det er muligt at udvide muligheder for argumenterende samtale som grundlag for intersubjektiv forståelse. Habermas gør ikke betegnelsen kollektiv bevidsthed til sin egen.

Kollektiv bevidsthed som kampplads

I praksis ser man på mange områder, bl.a. i det politiske liv, i uddannelser, religion, organisationer osv., at der er konflikter om, hvad der skal være gældende som fælles bevidsthed. Der forekommer definitionskampe, marginaliseringer og eksklusioner af afvigende personer og grupper.

Et eksempel er de krav, der stilles til indvandrere for at opnå dansk statsborgerskab. Man skal bestå en prøve, der dokumenterer viden om det, som alle danskere bør vide om Danmark. Der har været fremsat forslag om, at men også skal have et bestemt sindelag. Det er eksempler på, hvad kollektiv bevidsthed kan omfatte og blive genstand for uenighed og kamp.

Mange er åbne for Durkheims synspunkt, at det kollektive er mere end summen af de enkelte individers bevidsthed. Men sociologien har udviklet forskellige teorier om, hvordan samspillet foregår, og hvordan det kollektive skal vægtes over for det individuelle.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Sociologisk teori

Heine Andersen

Professor emeritus, mag.scient.soc., Københavns Universitet