Rovdyrene er en stor orden af pattedyr. Den omfatter 295 nulevende arter, som fordeler sig på 16 familier, deriblandt kattene, hundefamilien, bjørnene, mårfamilien, halvbjørnene, hyænerne, mangusterne, civettefamilien, stinkdyrene, sælerne og søløverne.
Carnivora (orden)
carnivorer; carnivores (engelsk)
Rovdyrordenens videnskabelige navn er Carnivora, hvilket betyder kødæder på latin. Fagfolk omtaler derfor også medlemmer af rovdyrordenen som carnivorer.
Med 295 arter er rovdyrene den femtestørste pattedyrorden. Ud over de vilde arter omfatter rovdyrene også tre tamarter: tamkat, tamhund og fritte.
Nedenfor følger en oversigt over de 16 familier i rovdyrordenen, antallet af arter i hver familie samt variationen i vægt.
| Familie | Arter | Vægt | |
|---|---|---|---|
| Ailuridae | Rød panda | 1 | 3-6 kg |
| Mephitidae | Stinkdyrfamilien; stinkdyr, stinkgrævlinger | 12 | 0,2-6,3 kg |
| Mustelidae | Mårfamilien; mårer, væsler, mink, ildere, grævlinger, jærv, oddere m.fl. | 64 | 25 g-45 kg |
| Procyonidae | Halvbjørne; vaskebjørne, næsebjørne, olingoer, kakomistler, snohalebjørn | 14 | 0,7-10,4 kg |
| Odobenidae | Hvalros | 1 | 400-1900 kg |
| Otariidae | Øresæler; søløver, pelssæler | 15 | 22-1120 kg |
| Phocidae | Egentlige sæler, inkl. søelefanter | 19 | 50-3700 kg |
| Ursidae | Bjørne | 8 | 30-1002 kg |
| Canidae | Hundefamilien; hunde, ulve, sjakaler, ræve | 37 | 0,8-62 kg |
| Felidae | Katte | 40 | 1-325 kg |
| Prionodontidae | Linsanger | 2 | 0,6-1,2 kg |
| Eupleridae | Madagaskarrovdyr | 9 | 0,5-10 kg |
| Herpestidae | Manguster | 35 | 0,3-5,2 kg |
| Hyaenidae | Hyæner | 4 | 8-90 kg |
| Viverridae | Civettefamilien; civetter, genetter, oyaner, musanger, binturong | 33 | 0,5-20 kg |
| Nandiniidae | Nandin (palmemår) | 1 | 1,2-3 kg |
Opfattelsen af rovdyrenes systematik har ændret sig meget inden for de seneste årtier, først og fremmest pga. udviklingen af mere og mere avancerede DNA-analysemetoder. Det gælder både inddelingen i familier, hvilke familier der i det hele taget inkluderes i ordenen samt fortolkningen af familiernes indbyrdes slægtskab. Eksempelvis var pinnipederne, dvs. sæler, søløver og hvalros, tidligere placeret i deres egen orden (Pinnipedia), men inkluderes i dag i rovdyrordenen.
I stamtræet kan man se, hvordan rovdyrfamilierne er organiseret ifølge de nyeste DNA-undersøgelser, og få en oversigt over rovdyrenes systematik, som den udlægges i dag. Læs mere i rovdyrenes systematik.
Rovdyrerene er meget forskelligartede, og alene vægten når et større spænd end nogen anden pattedyrorden. Den tungeste art, sydlig søelefant, kan opnå en vægt på op til 3.700 kg, hvilket er 148.000 gange mere end bruden, som har en mindstevægt på 25 gram. Det største landrovdyr er isbjørnen med en rekordvægt på 1.002 kg; den omtales ofte som et havpattedyr, da den tilbringer en stor del af livet på havisen, men i denne artikel medregnes isbjørnen til landpattedyrene sammen med resten af bjørnene.
Hos de fleste rovdyr er hannerne større end hunnerne. De største vægtforskelle blandt rovdyr ses blandt søløver, pelssæler og søelefanter. Hos søelefanterne kan de voksne hanner veje 8-10 gange mere end hunnerne, hvilket er det mest ekstreme eksempel på størrelsesforskel blandt køn hos noget pattedyr. Hanner af nordlig pelssæl kan blive over fem gange større end hunnerne. Hos isbjørn, brunbjørn og nogle af mårdyrene kan hannerne blive omkring dobbelt så tunge som hunnerne.
Blandt mange andre arter af rovdyr er hannerne imidlertid kun en smule større end hunnerne; det gælder bl.a. medlemmer af hundefamilien, halvbjørne (med undtagelse af næsebjørne), brun og stribet hyæne, linsanger og mange arter i kattefamilien. Endelig findes der et mindre antal arter, hvor hunnerne i gennemsnit er større end hannerne. Det gælder bl.a. plettet hyæne, honninggrævling, surikat, søleopard og weddellsæl.
Afrikansk vildhund (Lycaon pictus) er den mest specialiserede kødæder i hundefamilien og har den højeste jagtsucces af alle Afrikas store rovdyr. Den lever i komplekse flokke med talrige voksne hanner og hunner. Foto fra Botswana.
Tre rovdyrfamilier, kattene, hyænerne og hundefamilien, har udviklet kraftigt forlængede lemmer, der gør det muligt at tage længere skridt. Dette er en tilpasning til at gå langt og løbe hurtigt, når de jager store byttedyr. Tilpasningen omfatter en forlængelse af mellemfodsknoglerne samt tågang (se nedenunder). Mankeulven og servalen har de relativt længste ben hos henholdsvis hunde- og kattefamilien, hvilket interessant nok regnes for en tilpasning til at jage gnavere i højt græs. Bjørnene har også lange ben, men er ikke nær så slankt og atletisk bygget som de tre førnævnte familier.
Blandt rovdyrene findes nogle af verdens hurtigste løbere. Med en sprint, der kan nå op over 100 km/t, er geparden det hurtigste af alle landdyr. Topfarten hos afrikansk vildhund er målt til over 70 km/t, grå ulv 64 km/t, løve og rødræv 60 km/t og plettet hyæne og sortbjørn 55 km/t. Kattene har med deres lange, muskuløse bagben en enorm springkraft. Sneleopard og puma kan springe op til 12 meter langt, formentlig længere end noget andet dyr. Pumaen kan springe 5 meter højt.
Der findes også en del rovdyr med ret korte ben, især blandt mårdyrene og mangusterne. Det kan både være en fordel, når de bevæger sig gennem tæt vegetation og i gange under jorden. Væsler og ildere udnytter deres korte ben til at jage gnavere som præriehunde, kaniner og pikaer i deres underjordiske tunneler. I Grønland er lækatten højt specialiseret i æde halsbåndlemminger, som den jager i deres gange under jorden samt under sneen om vinteren. Dværgmangusternes korte ben og lille størrelse tillader dem at bo i gangene af termitboer.
De mest modificerede lemmer i rovdyrordenen ses hos sæler, søløver og hvalros, hvis ben i evolutionens løb har udviklet sig til luffer. Lufferne og den strømlinede krop gør dem til uhyre effektive svømmere og dykkere. Californisk søløve kan svømme op til 30 km/t.
Rovdyr har 4-5 tæer på fødderne afhængig af arten. Flertallet af rovdyr er tågængere (digitigrade), hvilket vil sige, at deres vægt hviler på tæerne under gang og løb, og at mellemfoden ikke kommer i berøring med underlaget. Det gælder bl.a. katte, hundefamilien, de fleste mårdyr, hyæner, manguster og civetter. En del er dog sålegængere (ligesom mennesket), hvilket betyder, at de hviler hele fodsålen på jorden under gang. Det ses hos bjørne, stinkdyr, grævlinger, jærv og trælevende arter i civettefamilien, fx mange musanger. Linsanger er specielle ved at være sålegængere på forfødderne, men tågængere på bagfødderne.
Nogle af de mest klatretilpassede rovdyr har udviklet exceptionelt fleksible ankler på bagbenene, så bagfødderne kan drejes bagud. Det tillader dem at kravle ned ad en træstamme med hovedet forrest som et egern. Det ses hos margay, træleoparder, snohalebjørn, fossa, nordlig kakomistel og mårer. Margayen og snohalebjørnen kan rotere anklerne hele 180° bagud og er begge i stand til at hænge fra en gren kun i bagfødderne.
Vaskebjørne har veludviklede hænder og er berømte for deres fingerfærdighed. Deres hænder er dog ikke så avancerede som primaternes, og de er ikke i stand til at gribe om fødeemner med en enkelt hånd. I stedet bruger de ofte to hænder til at fange og håndtere fødeemner. Hændernes vigtigste funktion lader til at være føleorganer; når vaskebjørne fouragerer efter vandlevende byttedyr, stikker de ofte hænderne i vandet og føler sig frem efter bytte. Lignende tilpasninger til at føle sig frem til vandlevende byttedyr som krebsdyr ses hos fingeroddere, den afrikanske sumpmangust og den asiatiske vandmangust, der alle har slanke, mobile og sensitive fingre. Fingerodderne har bortreduceret svømmehuden og kløerne på hænderne. Sumpmangusten har også bortreduceret svømmehuden, der ellers ses hos alle andre manguster, og den har helt nøgne fodsåler med meget blød hud. Det mest fingernemme medlem af rovdyrfamilien er imidlertid snohalebjørnen, der oprindelig blev beskrevet som en slags lemur. I modsætning til vaskebjørne er den i stand til at holde på fødeemner med kun én hånd.
Som tilpasning til at leve af bambus har både stor panda og rød panda en såkaldt "falsk tommel" (også kaldet bambusfinger) på forpoten. Den er egentlig ikke en finger, men en lille, forlænget knogleudvækst udstyret med sin egen pude, der sidder uden på den første finger (det der svarer til vores tommelfinger). Den falske tommel kan modstilles puderne ved den første og anden finger, som var den en tommel, og det giver pandaerne et fast greb om bambus under fouragering. At begge pandaer har en falsk tommel, fik tidligere forskere til at tro, at de var hinandens nærmeste slægtninge. I dag placeres de to arter dog i hver sin familie, og man mener, at de har udviklet bambusfingeren uafhængigt af hinanden (et eksempel på konvergent evolution).
En række rovdyr har som tilpasning til at fouragere i vand udviklet svømmehud mellem tæerne. Det ses hos fiskekat, rødhovedet kat, vandmusang, mink og i særlig høj grad hos odderne.
De fleste rovdyr har lange, krumme og spidse kløer, der kan bruges til fx jagt, slåskampe, klatring og gravning. Kløerne er typisk længere på forfødderne end på bagfødderne. De længste kløer ses hos brunbjørn, læbebjørn og malajbjørn, hvor de kan blive op til 8 cm lange eller mere. Rovdyr, som er specialiserede i at grave, har lange, kraftige gravekløer på forlemmerne; det gælder fx stinkdyr, grævlinger, grisoner og gravende manguster som surikat. Til sammenligning har klatrende arter ofte kortere, men krummere og skarpere kløer. Hos nogle rovdyr bliver kløerne slidt ned af brug og er korte og stumpe, som det er tilfældet hos hyænerne og geparden.
For at beskytte kløerne mod at blive sløve har en del rovdyr udviklet evnen til at trække dem ind under gang. Denne mekanisme er mest veludviklet hos kattene (med undtagelse af gepard) og linsangerne, der kan trække kløerne helt ind og desuden har særlige hudskeder, som beskytter kløerne yderligere. Talrige andre rovdyr har kløer, som kan trækkes delvis ind. Det gælder bl.a. rød panda, arter i civettefamilien, kakomistler, fossa og jærv.
Mange rovdyr har lange haler. En lang hale kan tjene som balanceorgan under klatring samt bruges til at korrigere retningen under lange spring (fx fra træ til træ) og til pludselige retningsskift under sprint (fx under jagt). I alle rovdyrfamilier, hvor der både findes jordlevende arter og arter, som er tilpasset til at klatre i træer, finder man de forholdsvis længste haler hos de specialiserede klatrere; den eneste undtagelse er bjørnene, som alle har korte haler. De forholdsvis længste haler i rovdyrordenen ses hos kakomistlerne, hvor halen kan være op til 20 % længere end hoved-og-kropslængden, samt hos olingoerne og genetterne, hvor halen kan være op til knap 10 % længere end hoved-og-kropslængden.
En del langhalede rovdyr har markante tværstriber på halen, hvilket givetvis tjener til visuelt at forstærke signalerne sendt med halen. Det ses hos mange arter i halvbjørne-, katte- og civettefamilierne samt hos rød panda, linsanger, nandin og ringhalet vontsira.
To rovdyr har uafhængig af hinanden udviklet snohale: snohalebjørnen i Sydamerika (en halvbjørn) og binturongen i Asien (et medlem af civettefamilien). De er i stand til at hænge fra en gren i deres hale, hvilket frigiver hænderne til fx at plukke frugter på grene, der er for tynde til at bære dyrenes vægt.
Hos flere andre rovdyr er halen derimod blevet kraftigt reduceret. Det gælder stinkgrævlinger (halelængde 1,5-8 cm), bjørne (3-21 cm), losser (5-25 cm), grævlinger (10-23 cm) og ikke mindst sælerne, søløverne og hvalrossen. Hos grævlinger og stinkgrævlinger er den korte hale foremntlig en tilpasning til at leve i huller under jorden. I lossernes tilfælde er den korte hale muligvis en tilpasning til at leve i kolde områder.
Rovdyrs tandsæt er nøje tilpasset deres foretrukne føde. Det mest oprindelige tandsæt finder man i hundefamilien, hvor størstedelen af for- og bagkindtænder er bevaret. Hos hyæner er antallet af kindtænder reduceret, og de resterende er kraftigt udviklet til et effektivt knuseredskab. Hos leoparden er reduktionen i kindtandsrækken gået endnu videre, og de resterende kindtænder er beregnet til at flå med. Pekingeseren er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når mennesket griber ind i udvælgelsesprocessen; det kraftige underbid gør pekingeseren uegnet som rovdyr i naturen.
Alle rovdyr har lange, spidse hjørnetænder, som kan bruges til at dræbe byttedyr og til trusler og slåskampe. Blandt landrovdyrene har kattene de længste hjørnetænder; især træleoparderne, som der har de forholdsvis længste hjørnetænder af alle landrovdyr. De allerlængste hjørnetænder i ikke bare rovdyrordenen, men blandt alle pattedyr, finder man dog hos hvalrossen, hvor de kan måle op til 80 cm (og 100 cm, hvis man måler roden med).
Kindtænderne varierer meget blandt de forskellige rovdyrgrupper og -arter og afhængiger i høj grad af deres kost. De fleste landrovdyr, der er specialiseret i at leve af hvirveldyr, har kødæderkindtænder, som er udstyret med høje, skarpe skæreblade beregnet på at klippe kød, sener og knogler over med. Især de såkaldte rovdyrtænder, der udgøres af den fjerde forkindtand (præmolar) i overkæben og første bagkindtand (molar) i underkæben, er kraftige og fungerer tilsammen som en slags havesaks. Kødæderkindtænder ses bl.a. hos alle kattene, de store medlemmer af hundefamilien, de knogleknusende hyæner (dvs. plettet, brun og stribet hyæne) og en del af mårdyrene, fx jærv, lækat, mårer og mink. De knogleknusende hyæner, i særdeleshed plettet hyæne, har de kraftigste kindtænder, der gør dem i stand til at knuse selv de største knogler fra zebraer og antiloper.
Modsat har mange altædende rovdyr, dvs. rovdyr der lever af en blanding af animalsk føde og plantekost, altæderkindtænder, som er mere eller mindre firkantede og lavkronede og udstyret med fire afrundede tyggeknuder. Det giver tyggeflader, som er velegnede til at tygge kost af varierende konsistens. Altæderkindtænder ses fx hos bjørne, halvbjørne, grævlinger, stinkdyr og civetter.
Mange sæler og søløver har forholdsvis spidse kindtænder, som er velegnede til at holde fast på fisk og blæksprutter. Søleoparden og i endnu højere grad krillsælen har nogle af de mest specialiserede kindtænder blandt pattedyr. De er hver udstyret med 3-5 høje takker og er beregnet på at si lyskrebs (krill) fra havvand. Som tilpasning til at leve af muslinger har hvalrossen flade kindtænder.
Rovdyr, som er specialiseret i at leve af insekter, har typisk små, spidse kindtænder, der kan prikke hul på insekternes hårde skaller (eksoskeletter). Det ses fx hos øreræv og dværghyæne. Hos sidstnævnte er kindtænderne blot nogle små pløkke, der sidder med afstand fra hinanden.
De arter af rovdyr, som er specialiseret i at jage og fortære store byttedyr som hovdyr har udover lange, robuste hjørnetænder og kraftige, skarpe kindtænder også et massivt kranium med stærke kæber, kæmpe tyggemuskler og en veludviklet sagittalkam (en knoglekam, der løber oven på kraniet og giver fæste til de store tyggemuskler). Det ses i særlig grad hos de store katte, de knogleknusende hyæner og mange af mårdyrene, især jærven. Tilsammen giver disse tilpasninger et meget hårdt bid, der både kan bruges til at aflive store byttedyr og til at skære store byttedyr og ådsler i stykker med. Jærven, hvis kindtænder minder om de knogleknusende hyæners, er i stand til at æde frossent kød og knuse næsten alle de større knogler fra voksne hovdyr som elg og rensdyr.
Hvis man medregner, at flere arter af sæler og søløver går i land på Australiens og Antarktis’ kyster, er rovdyrene den eneste pattedyrorden, som forekommer på alle syv kontinenter. Landrovdyr forekommer på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis og Australien; med mindre den indførte dingo fra Australien regnes med.
Rovdyrene er udredt fra pol til pol. Hvalrossen har den næstnordligste udbredelse af alle pattedyr, kun ”overgået” af narhvalen. Talrige andre sæler og søløver trives i Arktis, bl.a. ringsæl, klapmyds, grønlandssæl og remmesæl. Isbjørnen og polarræven, der om vinteren vandrer ud over havisen, er blevet observeret henholdsvis 21 km og 60 km fra selve Nordpolen. Polarræven, polarulven (en underart af grå ulv) og lækatten klarer sig i verdens nordligste landområde, det nordlige Grønland. I den anden ende af kloden, Antarktis, finder man også adskillige pinnipeder (sæler og søløver): antarktisk pelssæl, sydlig søelefant, søleopard, krillsæl, ross-sæl og weddellsæl. Sidstnævnte er det eneste vilde pattedyr, der tilbringer vinteren i Antarktis, hvor havet er frosset til.
Landrovdyr i højarktis kan udsættes for vintertemperaturer ned til -56 °C. I den modsatte ende af skalaen er der flere rovdyr, der lever i ørkener, hvor temperaturen kan stige til 50 °C; det gælder sandkat, fennek, sandræv og arabisk ulv (en underart af grå ulv). Dermed har rovdyrordenen samlet set tilpasset sig et temperaturspænd på over 100 °C.
Rovdyrenes tilpasningsdygtighed afspejles også af, at man i ordenen rummer nogle af de mest udbredte landpattedyr i verden. I dag har rødræven den største geografiske udbredelse af alle landpattedyr. Derefter følger den grå ulv, der tidligere havde den største udbredelse, men er blevet udryddet flere steder. Leoparden har den største udbredelse af alle katte, mens pumaen har den største nord-syd-udbredelse af alle landpattedyr. Brunbjørn (der forekommer i 45 lande), lækat, brud og jærv har også enorme udbredelser, der strækker sig over store dele af Eurasien og Nordamerika.
Ingen pattedyrorden udnytter så mange af Jordens naturtyper som rovdyrene. Man finder dem i skov (fra tropeskov til løvfældende skov og nåletræsdomineret tajga), tundra, prærie, steppe, savanne, ørken, bjerge, ferskvandsområder (vådområder, søer og floder) og havet (selv isdækket hav og dybhavet). Nogle arter har endda tilpasset sig at leve i byer, fx rødræv, prærieulv, glatpelset odder, vaskebjørn og leopard.
Talrige rovdyr forekommer højt oppe i bjerge. Sneleopard er blevet registreret i op til 6.000 meters højde, puma og brunbjørn i 5.800 meters højde, himalayaulv (en underart af grå ulv) og manul i 5.600 meters højde, eurasisk los i 5.500 meters højde og tibetansk ræv, leopard og andeskat i 5.200 meters højde. I den modsatte ende er det dybeste målte dyk af et medlem af rovdyrordenen foretaget af en sydlig søelefant, som nåede en dybde på 2.388 meter.
Navnet rovdyr henviser til at gå på rov, dvs. jage andre dyr. Man forbinder ofte rovdyr med jagt på store byttedyr, og nogle arter er da også i stand til at nedlægge bytte mange gange deres egen vægt. Det er dog langt fra alle rovdyrarter, der er specialiserede jægere, og hvis kost domineres af kød. Eksempelvis kan byttedyr udgøre fra 100 % til blot 5 % af kosten blandt forskellige arter i hundefamilien. Flere medlemmer af rovdyrordenen er endda hovedsagelig vegetarer.
Blandt landrovdyrene er de mest specialiserede jægere af hvirveldyr de store og mellemstore katte, isbjørn, plettet hyæne, afrikansk vildhund, asiatisk vildhund, grå ulv, etiopisk ulv, skovhund, fossa, væsler, ildere, mink og jærv. Hos disse udgør hvirveldyr typisk 90-100 % af kosten, og de kaldes derfor også for hypercarnivorer.
Lækatten, løven og den afrikanske vildhund kan nedlægge byttedyr, der er henholdsvis 10 gange, 5-10 gange og 7 gange tungere end dem selv. Tigeren kan også nedlægge byttedyr meget større end den selv, fx tyre af gaur, vandbøffel og banteng. Jærven kan udnytte snedække om vinteren til at indhente og nedlægge byttedyr så store som rensdyr og elg, selv om det hører til sjældenhederne. Nogle rovdyr kan ved at jage i flok nedlægge ekstra store byttedyr; det gælder løver, gepardhanner, plettede hyæner, grå ulve, afrikanske vildhunde, asiatiske vildhunde og kæmpeoddere.
Mange rovdyr kan udnytte ådsler, men det er kun brun hyæne og stribet hyæne, som har en kost domineret af ådsler. Plettet hyæne er kendt for at stjæle ådsler fra andre store rovdyr, heriblandt hunløver, men nedlægger dog størstedelen af sit bytte selv. Jærven omtales nogle gange som de nordlige skoves svar på hyænerne; langt de fleste store byttedyr i dens føde er i form af ådsler.
Også en del mindre landrovdyr lever udelukkende eller primært af animalsk føde, men tager også både hvirveldyr og hvirvelløse dyr, fx insekter. Det gælder mindre kattearter, linsanger, manguster, madagaskarrovdyr og mange af genetterne.
Sæler, søløver og hvalros er rene kødædere. De fleste arter jager især fisk og blæksprutter, men kan også tage hvirvelløse dyr som krebsdyr og muslinger. Krillsælen er specialiseret i at leve af lyskrebs (krill), men lyskrebs kan også spille en vigtig rolle i føden hos antarktisk pelssæl og søleopard. Søleoparden er den eneste pinniped, der rutinemæssigt jager store hvirveldyr som andre sæler og pingviner. Man har set hvalrosser nedlægge unger af narhval og hvidhval, og den kan tilsyneladende også jage sæler. Dens føde domineres dog af muslinger, og den kan indtage 4.000-6.000 muslinger dagligt.
Oddere jagere overvejende vandlevende byttedyr som fisk og krebsdyr, men kan også tage krybdyr, padder, fugle og småpattedyr. En håndfuld oddere er specialiseret i at æde vandlevende hvirvelløse dyr: fingerodderne bruger deres følsomme fingre til at finde frem til krabber, mens havodderen er ekspert i abaloner, søpindsvin og muslinger.
Rovdyrordenen indeholder desuden specialiserede insektædere. Dværghyænen og øreræven lever begge i høj grad af høsttermitter. Så længe, der er nok af dem, æder dværghyænen kun én bestemt høsttermitart af slægten Trinervitermes. Det gør den til et af verdens mest fødespecialiserede pattedyr. Den kan lappe 300.000 termitter i sig om dagen. En anden ivrig insektæder er læbebjørnen, hvis kost domineres af myrer og termitter.
Mange medlemmer af rovdyrordenen er altædere (omnivorer). Deres kost består både af animalsk føde og plantekost. Nogle arter æder mest planteføde, når der er mangel på byttedyr, mens planteføde udgør den vigtigste del af føden hos andre. Altædende rovdyr omfatter bjørne (med undtagelse af isbjørn og stor panda), vaskebjørne, næsebjørne, grævlinger, mårer, stinkdyr, ræve og de fleste medlemmer af civettefamilien. Europæisk grævling har en særlig smag for regnorme, der kan udgøre op til 50 % af føden. Også hos båndmusanger og kusimansemangusten kan regnorme dominere kosten.
Endeligt er der et udvalg af rent planteædende arter i rovdyrordenen. Brillebjørnens kost udgøres først og fremmest af planteføde som bromelier, palmer og bambus. Endnu mere specialiseret er stor panda og rød panda, hvor 98 % af føden udgøres af bambus. Olingoerne lever især af frugt, blomster og nektar, mens frugt udgør 90-99 % af føden hos snohalebjørnen, en anden halvbjørn. Også binturong og nandin er primært frugtædere.
Havodderen samt flere mangusterarter har opfundet teknikker til at få hul på animalsk føde med hård skal ved hjælp af sten eller andre hårde overflader. I pattedyrverdenen ses dette fænomen ellers kun regelmæssigt hos langhalet makak. Den mest avancerede redskabsbruger er havodderen, der knækker bl.a. abaloner, søpindsvin, muslinger og krabber ved hjælp af stenredskaber og både kan bruge sten som hammer og ambolt.
I mangusternes tilfælde kan det fx dreje sig om at få hul på et sammenrullet kugletusindben, en krabbe, en musling, en snegl eller et fugleæg. Man har observeret både zebramangust, vestlig kusimanse, langsnudet mangust og vandmangust sætte sig med enden mod en sten eller et træ og så med forbenene kaste fødeemnet imellem bagbenene mod den hårde overflade bag dem. Sumpmangusten har en alternativ teknik: Den kan stille sig op på bagbenene og kaste en krabbe eller en musling ned mod sten.
Den plettede hyæne (Crocuta crocuta) er den største nulevende art i hyænefamilien (Hyaenidae) med en vægt på op til 90 kg. Hunnerne er større end og dominerer hannerne, og klanen styres af alfahunnen. Typisk for hyæner har den en nedadskrånende ryg. Som de andre knogleknusende hyæner er den en effektiv ådselæder, men den nedlægger langt størstedelen af sin føde selv.
Europæisk grævling (Meles meles) er et af de relativt få sociale mårdyr. Den lever i familiegrupper eller klaner med adskillige individer, der deler gravkompleks og territorium, men fouragerer for sig selv. I England har man observeret klaner på op til 23 medlemmer, men i Danmark indeholder klaner sjældent mere end 6-7 individer.
Surikaten (Suricata suricatta) tilhører mangustfamilien (Herpestidae). En surikat-koloni starter dagen med at solbade i den kolde morgen med maverne vendt mod Solen, så de effektivt kan suge varme til sig. Deres vane med at stå oprejst, hvilket de også gør, når de holder vagt, har givet dem det tyske navn Erdmännchen 'jord-mandsling'. Foto fra Klein Karoo, Sydafrika.
Der er en meget stor variation i social adfærd inden for rovdyrordenen. Nogle arter lever alene eller i par, mens andre lever i nogle af de socialt mest komplekse samfund, man kender blandt pattedyr.
Med undtagelse af hunner med unger lever de fleste landrovdyr alene (solitært). Det gælder bl.a. kattefamilien (på nær løve og hangeparder), bjørne, solitære manguster (underfamilien Herpestinae; på nær rævemangust), civettefamilien, linsanger, fossa, nandin, halvbjørne (på nær næsebjørne og snohalebjørn), stinkdyr, rød panda og langt de fleste mårdyr.
Nogle rovdyrarter lever i mindre familier, som består af et ynglepar og deres unger. Det fænomen kendes især fra hundefamilien (rævene, mårhund, sjakalerne, mankeulv og amazonhund), men ses også hos dværghyæne, kystodder og glatpelset odder samt muligvis hos nogle af vontsiraerne.
Blandt rovdyrene findes der også en række arter, som lever i socialt mere komplekse og ofte større flokke. Det gælder løve, grå ulv, rødulv, etiopisk ulv, afrikansk vildhund, asiatisk vildhund, skovhund, plettet hyæne, brun hyæne, næsebjørne, snohalebjørn, sociale manguster (underfamilien Mungosinae), europæisk grævling og visse oddere (kæmpeodder, glatpelset odder, asiatisk dværgodder og kystlevende nordamerikansk odder).
De største flokstørrelser, man har observeret hos nogle af disse rovdyr, er:
Det skal dog nævnes, at flokstørrelsen for disse arter normalt er væsentlig mindre.
Hos flere af ovennævnte arter består flokken hyppigst af et ynglepar og deres afkom fra flere kuld, som det fx kendes fra grå ulv. Nogle arter har dog flokke, som består af adskillige voksne af begge køn, hvor flere af de voksne kan yngle. Dette ses hos løve, plettet hyæne, afrikansk og asiatisk vildhund, etiopisk ulv, zebramangust og europæisk grævling. Hos surikat og almindelig dværgmangust er det derimod oftest kun alfaparret, der får unger. Alfahunnen forhindrer de resterende hunner i at få unger, så de i stedet kan fungere som børnepassere for hendes unger.
Hos plettet hyæne, der har de største samfund af alle rovdyr, er det hunnerne, som er de dominerende i flokken. Det gælder til dels også næsebjørnene. Blandt surikater styres flokken af alfahunnen.
Havoddere lever grundlæggende alene, men kan samles i grupper på helt op til 2.000 individer. Disse grupper er kønsopdelte, og uden for yngletiden lever hunnerne og hannerne hver for sig.
Sæler, søløver og hvalros danner ofte store grupper på land eller is; nogle arter samles året rundt på bestemte lokaliteter, mens andre kun danner midlertidige grupperinger i forbindelse med yngleperioden eller fældning. De danner dog ikke faste grupper med tætknyttede medlemmer, og de fouragerer for sig selv.
Stor panda (Ailuropoda melanoleuca) tilhører bjørnefamilien. Den får de relativt mindste unger af alle placentale pattedyr; de er omkring 1000 gange mindre end moren. Hunnen føder ofte to unger pr. kuld, men hvis den første unge er sund, tager hun sig kun af den. Det fænomen ses ikke hos andre bjørne. Foto fra Bifengxia Giant Panda Base avlscenter, Sichuan, Kina.
Den eneste rovdyrfamilie, hvor monogami er almindeligt, er hundefamilien. Andre rovdyr er typisk polygame, og både hanner og hunner kan parre sig med flere partnere i løbet af samme yngleperiode. Det er derfor ikke usædvanligt blandt rovdyr, at søskende i samme kuld har forskellige fædre. Hos stribet hyæne har halvdelen af kuldene flere fædre. Dværghyæner er noget af det mest utro, man kender blandt pattedyr; omkring to ud af tre af en huns parringer er med nabohanner frem for hendes egen partner.
Øresæler og søelefanter gør sig bemærket ved, at de dominerende hanner i yngletiden kan samle store haremmer af hunner. Hos nordlig pelssæl og hos søelefanterne kan haremmerne være på helt op til 100 hunner.
Egentlig drægtighed blandt rovdyr kan være kun 24-25 dage lang hos brud og zobel og op til 120 dage hos snohalebjørn. Hos mange arter af rovdyr kan der imidlertid gå væsentligt længere mellem parring og fødsel. Det skyldes, at de har såkaldt forlænget drægtighed (også kaldet diapause), hvor de i en periode sætter drægtigheden på pause. Fordelen ved forlænget drægtighed er, at parringstiden og fødselstidspunktet bliver mere uafhængige af hinanden, så dyrene kan parre sig og føde deres unger på de mest opportune tidspunkter på året i forhold til fx fødeudbud og vejr.
Forlænget drægtighed ses hos alle sæler, søløver og hvalros samt hos bjørne, rød panda, dværgstinkdyr og talrige mårdyr (jærv, marmorilder, havodder, nordamerikansk odder, grævlinger (europæisk, japansk, amerikansk), lækat, langhalet væsel og næsten alle mårerne). Blandt nogle af disse arter kan den totale drægtighed (dvs. inklusive diapausen) vare op til 11-12 måneder; det er fx tilfældet hos europæisk grævling og havodder samt hos sæler, søløver og hvalros.
Kuldstørrelser varierer fra 1 til 21 unger. Der er stor variation i kuldstørrelsen mellem arterne. De største kuld ses hos afrikansk vildhund (op til 21 unger), polarræv (op til 19) og lækat (op til 18). Søler, søløver og hvalros får typisk kun én unge ad gangen.
Bjørneunger er blandt de allermindste pattedyrunger sammenlignet med voksenstørrelsen. Ved fødslen vejer unger af stor panda 80-200 g; det er kun omkring 0,1 % af morens vægt og ⅓ til ¼ af fødselsvægten hos andre bjørne.
Dieperioden varierer fra op til 2 år hos plettet hyæne til kun 2-5 dage hos klapmyds. Klapmydsen er det pattedyr i verden, der tager sig af sin unge kortest tid; moren forlader ungen, så snart dieperioden er overstået. Til gengæld producerer den verdens mest energirige mælk med et fedtindhold på op til 68 %, hvilket er knap 20 gange federe end sødmælk. Dagligt drikker ungen op til 10 liter mælk og tager 7 kg på; i løbet af den korte opfedningsperiode fordobler den sin vægt til omkring 45‑60 kg. Isbjørnen producerer den fedeste mælk af alle landpattedyr med et fedtindhold på op til 48 %.
Hos flertallet af rovdyrene er hunnerne alene om at tage sig af ungerne. I hundefamilien hjælper hannen også, ligesom de større søskende ofte også hjælper til med forældrepligterne. Dette ses også hos brun, stribet og dværghyæne (men ikke plettet hyæne). I en løveflok synkroniserer hunnerne deres brunst, så de føder på samme tid; på den måde kan de deles om at passe på og give die til killingerne.
De mest avancerede børnepasningsordninger i rovdyrordenen ses blandt de sociale manguster som zebramangust, surikat og dværgmangust. Her er hele kolonien, inklusive de voksne hanner, hunner der ikke selv har unger og større søskende, fælles om at opfostre koloniens unger. Hos zebramangust kan ungerne frit die hos alle de mælkeproducerende hunner i kolonien. Hos surikat og dværgmangust kan hjælperhunnerne nogle gange producere mælk uden at have været drægtige; denne mælk går til alfahunnens unger. Også hos afrikansk vildhund har man observeret, at en underordnet hun gav mælk til alfahunnens hvalpe tilsyneladende uden selv at have været drægtig.
De længste levetider, som man har registreret for den længstlevende vilde art i hver af de 16 rovdyrfamilier, er:
Denne weekend bliver prins Vincent og prinsesse Josephine konfirmeret. Konfirmation er den kirkelige handling, hvor unge bekræfter deres dåb. I 2025 blev 64 % af de 14-15-årige unge konfirmeret.
Iran har erklæret Hormuzstrædet for fuldt åbent for kommercielle fartøjer, men skibe i området melder fortsat om beskydning. Den vigtige maritime handelsrute har været næsten helt lukket siden Iran-krigens begyndelse.
Bispebjerg Kirkegård i København er i disse dage et populært udflugtsmål på grund af kirkegårdens blomstrende allé med japanske kirsebærtræer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.