Santa Lucia med sine øjne på et lille fad
Af .

Santa Lucia var en kristen martyr og helgen, der blev henrettet i Syrakus på Sicilien, formodentlig under kejser Diokletians forfølgelse af de kristne omkring 304 e.Kr. Hun blev sandsynligvis født omkring 283 e.Kr. og hendes navn kommer af lux, lucis, der er latin for lys.

Faktaboks

Etymologi

Santa er hunkønsformen af 'hellig' på italiensk. Sankta er en dansk gengivelse af det tilsvarende latinske Sancta.

Også kendt som

Sankta Lucia, den hellige Lucia

Lucia skjulte sig, ifølge legenden, ligesom mange andre kristne om dagen, men om natten sneg hun sig ud for at hjælpe de fattige. For at kunne se i mørke, men samtidig have hænderne fri, bar hun en krans med lys i på hovedet.

Lucia viede sit liv til Kristus efter at hendes mor mirakuløst blev rask fra en ellers dødelig sygdom. Moderen havde lidt af dysenteri i fire år, men et besøg ved Sankt Agathes grav helbredte hende. Efter miraklet afviste Lucia at gifte sig med den mand, som hendes familie efter datidens skik havde lovet hende væk til. Vred over afvisningen meldte den forsmåede bejler hende til de hedenske myndigheder. Hun blev arresteret, og da hun nægtede at afsværge sin kristne tro, blev hun straffet ved at skulle arbejde i et bordel. Man forsøgte også at brænde hende, men ilden ville ikke fænge. Til sidst blev hun henrettet med et sværd.

Det ældste vidnesbyrd om helgendyrkelsen af Lucia er en gravindskrift til ære for Euskia fra 400/500-tallet. Indskriften blev fundet i Syrakus’ katakomber og fortæller, hvordan den kun 25-årige Euskia døde på Luciadag. I det 6.årh.e.Kr. havde Lucias historie spredt sig og var populær i hele den kristne kirke.

Luciadag

Luciaoptog i en svensk kirke i 2006
.
Licens: CC BY SA 3.0

I Danmark fejres Lucia på den 13. december, der traditionelt opfattes som hendes dødsdag. På denne dag går børn Luciaoptog blandt andet i skoler, børnehaver og kirker. Til ære for martyren bærer man, ligesom hun selv gjorde, lys i en krans på hovedet. I Danmark er denne krans ofte lavet af gran.

I modsætning til hvad man skulle tro, er traditionen med luciaoptoget relativt ny. Efter reformationen i 1536 holdt danskerne nemlig op med at fejre Lucia (ligesom man i samme periode droppede at fejre andre katolske helgener). Skikken blev først genoptaget under den tyske besættelse, hvor den blev importeret fra Sverige.

Lucia i billedkunsten

I billedkunsten er Lucia ofte fremstillet med et lille fad, hvorpå hendes øjne ligger. Dette er en hentydning til en senere fortælling om, at hun efter at have frataget sig selv synet fik det tilbage på mirakuløs vis.

En overlevering fortæller, at Lucia rev sine øjne ud for ikke at friste friere; en anden, der sandsynligvis stammer fra det 15.århundrede, fortæller, at de blev stukket ud af hendes bøddel som en del af den tortur, hun blev udsat for. Derfor opfattes Lucia også som en særlig helgen for blinde og mennesker ramt af øjensygdomme.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig